Nakskov-talent besejrede lokalrival

BK Ørnens juniorbokser Jonas Andersen havde set frem til et clinch på internationalt niveau med en svensk bokser ved lørdagens unionsopgør i Nakskov Gl. Sportshal.

Men Henrik Persson meldte fra med kort varsel, og så måtte matchmaker Jan Rasmussen gå tiggergang hos kollega Poul Anker Rasmussen, Nykøbing, for at finde en værdig modstander til sit topnavn.

Hverken mellemvægteren Igor Kovacic eller letsværvægteren Flemming Rasmussen var hjemme, og så blev det i stedet 16-årige Andreas Lynggårds opgave at skabe en seværdig opvisningskamp i stævnets sidste opgør.

Det kom der en god boksekamp ud af mellem de to lokalrivaler, der kender hinanden fra flere sparringer. Den teknisk stærke Jonas Andersen levede op til hjemmepublikummets forventninger og vandt en forholdsvis sikker pointsejr med dommerstemmerne 5-0, men den et år yngre Lynggård havde stor ære af kampen over 4 x 2 minutter.

Udover lokalopgøret var der kun lokal deltagelse ved Casper Bøggild Hansen, BK Ørnen.
Den 14-årige letvægter var hårdt trængt i hele kampen mod Alexander Yakoob, og svenskeren vandt en tårnhøj pointsejr med dommerstemmerne 5-0.

Dette opgør var et led i unionskampen mellem Sjælland og Småland/Halland, der efter afbud blev reduceret til syv kampe. Småland/Halland vandt 5-2 og var overlegne i de fleste kampe, hvilket der dog er en forklaring på.
- De svenske boksere har et fortrin med flere diplomkampe end vore boksere, fortæller formanden for Sjællands Amatør Bokse Union, SABU, Bo Bøgeskov.

Knap 100 tilskuere overværede unionskampen.

Se billeder fra kampene her

Foto: BK Ørnens Jonas Andersen (th) styrede lokalopgøret fra ringens midte og vandt på point over Andreas Lynggård, Nykøbing.

BILLEDSERIE: Der måtte i hast findes en ny modstander til Jonas Andersen fra BK Ørnen, da hans svenske modpart meldte afbud.

Offentliggjort Sidst opdateret