Nakskov tog point fra topholdet

Nakskov Boldklub har ikke evnet at tilfredsstille sit publikum hidtil denne sæson, men i sæsonens sidste hjemmekamp fik de noget at glæde sig over, da hjemmeholdet næsten sensationelt spillede 2-2 mod Danmarksseriens ubestridte tophold fra Otterup.

Det var blot Nakskovs fjerde uafgjorte fodboldkamp i sæsonen - men den var ikke helt ufortjent efter en af sæsonens bedste Nakskov-kampe. Faktisk var værterne nærmere sejren, da Mathias V. Hansen i fri position fik afsluttet tre minutter inde i overtiden, men uden at få scoret.

Nakskov spillede frisk til de første 15 minutter og kom foran efter otte minutter på et mægtigt langskudsmål af Brian "Bomber" Johansen.

Fynboerne "åd" sig stille og roligt ind i kampen og styrede spillet den sidste halve time, hvor gæsterne kom til to scoringer.

Men et tappert kæmpende Nakskov-mandskab nægtede at kapitulere, og 19 minutter før lukketid faldt belønningen, da Mathias Olsen udlignede.

Læs om kampen i Folketidende mandag.




200 tilskuere kunne glæde sig over en af sæsonens bedste Nakskov-kampe.

Offentliggjort Sidst opdateret