Napoli cementerer førsteplads med sejr i topkamp

Napoli-angriberen Victor Osimhen scorede en enkelt gang i 2-1-sejren ude over Atalanta i Serie A. Osimhen udlignede til 1-1 på et hovedstød. Foto: Isabella Bonotto/Ritzau Scanpix

Napoli vandt lørdag 2-1 over Atalanta i den italienske Serie A. Det var den niende sejr i træk for Napoli.

Offentliggjort Sidst opdateret

Napoli rækker i den grad ud efter det italienske mesterskab, efter at holdet lørdag aften vandt 2-1 på udebane over Atalanta.

Det var den niende ligasejr i træk for napolitanerne, som spiller sprudlende fodbold for tiden.

Med sejren har Napoli 35 point efter 13 spillerunder. Forfølgerne fra Atalanta blev med nederlaget stående på 27 point.

Atalanta kom bedst fra start i lørdagens topbrag. Hjemmeholdets angriber Ademola Lookman scorede til 1-0 på et straffespark efter 19 minutter.

Efter 23 minutter udlignede Napolis formstærke angriber Victor Osimhen til 1-1 på et hovedstød.

Ti minutter før pausen bragte Eljif Elmas Napoli foran 2-1 efter fornemt forarbejde af Osimhen. Den føring holdt til pausen.

I anden halvleg så Atalanta meget mere til bolden, men hjemmeholdet formåede ikke at omsætte dominansen til scoringer.

Angriberen Rasmus Højlund spillede de første 70 minutter af kampen for Atalanta og kunne med lidt mere held og dygtighed have scoret et mål eller to.

Joakim Mæhle spillede hele kampen for Atalanta og havde et forsøg i tillægstiden, men det blev blokeret.

AC Milan spillede senere lørdag aften, og her vandt det forsvarende mesterhold 2-1 hjemme over Spezia.

Simon Kjær sad på bænken i hele kampen for Milan. Herfra kunne den danske landsholdsanfører se backen Theo Hernández bringe Milan foran 1-0 efter 21 minutter.

Derefter kunne publikum på San Siro se en spiller med efternavnet Maldini udligne mod Milan. Det var Daniel Maldini, Milan-legenden Paolo Maldinis søn, som udlignede til 1-1.

Den indskiftede Milan-angriber Olivier Giroud reddede hjemmeholdet til slut ved at score et smukt mål til 2-1 i det 89. minut.

Derefter blev Giroud så glad, at franskmanden smed trøjen og fik sit andet gule kort i kampen.

Sejren betyder, at Milan overhaler Atalanta og nu indtager andenpladsen med 29 point.

/ritzau/