Napoli overtager andenplads med kneben sejr mod bundhold

Napolis Dries Mertens scorede et fremragende mål på frispark til 2-0. Foto: AP/Andrew Medichini

Napoli førte 3-0, men sejrede alligevel kun knebent over Empoli i den italienske liga søndag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Napoli er tilbage på andenpladsen i den italienske Serie A. I hvert fald indtil Roma søndag aften hjemme møder Sassuolo og kan tage andenpladsen tilbage med en sejr.

En formidabel første halvleg var nok for Napoli, der efter 3-0 ved pausen rejste hjem fra udekampen mod Empoli med en sejr på 3-2.

Napoli har 63 point for 29 kampe, mens Roma har 62 for 28 kampe på tredjepladsen. Førerholdet, Juventus, har 70 point for 28 afviklede opgør.

Lorenzo Insigne satte scoringen i gang, da han efter 19 minutter scorede ved nærmeste stolpe i en position ti meter fra mål.

Forinden havde Dries Mertens misbrugt et straffespark, men belgieren revancherede sig i den grad midtvejs i halvlegen, da han sparkede et frispark ind til 2-0 fra omkring 25 meters afstand.

Det misbrugte straffespark betød imidlertid, at Mertens ikke fik ansvaret, da Napoli næste gang fik chancen fra 11-meter-pletten.

I stedet eksekverede Insigne sikkert til 3-0 syv minutter før pausen, efter Jose Callejon var blevet nedlagt i feltet.

Efter pausen havde Napoli intentioner om at cruise sejren hjem, men i stedet bragte Empoli spænding ind i slutfasen med reduceringer ved Omar El Kaddouri og Massimo Maccarone.

Men topholdet formåede dog at køre sejren hjem.