Napoli smider førsteplads i Billings debut
Philip Billing fik en god debut for Napoli, men for holdet endte det som en stor skuffelse. Foto: Daniele Mascolo/Reuters
Philip Billing fik sine første minutter for Napoli, der med 1-2 hos Como ikke længere er førerhold i Serie A.
Napoli er ikke længere duks i Serie A.
Søndag tabte syditalienerne skuffende 1-2 hos Como, og dermed er Inter efter sin 1-0-sejr over Genoa lørdag nyt førerhold i den bedste italienske række.
Efter tre uafgjorte ligakampe i træk gav Napoli-træner Antonio Conte debut til den danske midtbanespiller Philip Billing.
Og den Bournemouth-ejede lejesvend var et klart lyspunkt. Den arbejdsomme dansker fyldte således meget på den centrale midtbane og bød også ind med et nærgående forsøg i første halvleg.
Efter godt en time var kræfterne dog sluppet op, og danskeren forlod banen med 1-1 på måltavlen.
Alle tre træffere i opgøret kom efter store personlige fejl.
Como kom således foran 1-0 efter syv minutter, da forsvarsspilleren Amir Rrahmani glemte at orientere sig og sparkede bolden i eget net efter at have modtaget et indkast.
Ti minutter senere straffede Napoli-angriberen Giacomo Raspadori et boldtab midt på banen og udlignede til 1-1, inden han et kvarter før tid gik fra helt til skurk.
Raspadoris forfejlede pasning endte nemlig med en kontra, som Como-kometen Assane Diao klinisk afsluttede og gjorde sig selv til matchvinder på.
Napoli er med nederlaget nummer to og har ét point op til Inter. Atalanta vil med sejr i Empoli søndag være to point efter Napoli i en fortættet topkamp.
Næste weekend byder på et brag mellem Napoli og Inter på Stadio Diego Armando Maradona.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker