Nasa inviterer NBA-stjerne på besøg efter måneskepsis
I en podcast såede Stephen Curry tvivl om månelandingen i 1969. Det har fået Nasa til at invitere ham på besøg. (Arkivfoto) Foto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Stephen Curry er kommet i Nasas søgelys efter at have sået tvivl om USA's besøg på månen.
Når klodens største sportsstjerner åbner munden, bliver der lyttet efter. Uanset hvad emnet måtte være.
Det har NBA-stjernen Stephen Curry måttet sande de seneste dage, efter at han har tiltrukket rumorganisationen Nasas opmærksomhed oven på en kommentar om månelandingen i 1969.
I podcasten "The Winging It" satte basketballspilleren spørgsmålstegn ved den historiske begivenhed.
- Har vi nogensinde været på månen? spurgte Curry, hvorefter flere af de øvrige gæster svarede "nej".
- Nu kommer de efter os. Jeg tror heller ikke på det, fulgte Curry op med.
Nasa blev opmærksom på Golden State Warriors-profilens kommentar og er straks kommet på banen.
I et interview med The New York Times fortæller Nasa-talsmand Allard Beutel, at man vil invitere Curry på besøg.
- Vi ville elske, at Curry kom på besøg på vores månelaboratorie på Johnson Space Center i Houston. Måske næste gang Warriors kommer til byen for at spille mod Rockets.
- Vi har flere hundrede kilo månesten liggende der og også Apollos kontrolcenter.
- Under besøget kan han ved selvsyn se, hvad vi udrettede for 50 år siden. Og han kan se vores plan for at vende tilbage til månen i de kommende år - denne gang for at blive, siger Allard Beutel.
Currys kommentar i podcasten har også fået den pensionerede astronaut Scott Kelly til tasterne på Twitter.
- Steph, jeg har så meget respekt for dig. Men lad os tale om det med månelandingen. Skriv til mig, skriver Kelly.
Spørger man Curry, var kommentaren i podcasten taget ud af sammenhæng. Der var tale om en misforstået joke, fortæller han.
Alligevel har han tænkt sig at tage imod Nasas tilbud om en rundtur hos rumorganisationen.
- Jeg vil helt sikkert tage imod Nasas tilbud. Jeg vil gerne blive klogere på alt det, Nasa har udrettet, og sætte fokus på det fantastiske arbejde, Nasa har gjort gennem årene.
- Børn, der hæfter sig ved alt, vi siger, skal forstå, at man ikke bare skal tro på noget, bare fordi nogen siger det. Man skal gøre sit hjemmearbejde, siger Curry.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned