Navratilova: Serena kan kopiere Steffi Graf

Serena Williams kan blive den første tennisspiller i 25 år, der vinder alle fire grand slam-turneringer i damesingle i samme kalenderår.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det vurderer den 18-foldige grand slam-vinder i damesingle Martina Navratilova.

- Hvis nogen kan, er det Serena, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi ved, at når Serena er på sit bedste, så er hun bedre end alle andre, om ikke andet så på grund af sin serv, siger den i dag 56-årige Martina Navratilova.

Hun vandt blandt andet singletitlen ved Wimbledon ni gange fra 1978-90.

Tyske Steffi Graf vandt i 1988 alle fire grand slam-titler, og siden har ingen formået at gentage det kunststykke.

Martina Navratilova ser en meget stærk Serena Williams, som sidste år vandt Wimbledon, US Open og OL.

- Hun er stærk og solid. Hun har stor selvtillid og er meget fokuseret lige nu, siger Navratilova.

31-årige Serena Williams, der har vundet 15 grand slam-titler i single, jagter i øjeblikket sin sjette triumf ved Australian Open, hvor hun foreløbig er nået frem til kvartfinalen.

/ritzau/