NBA-chef er helt tryg ved genstart efter smitteudbrud
NBA-sæsonen har været sat på pause siden 11. marts, men genoptages i slutningen af juli. Foto: Richard Mackson/Ritzau Scanpix
Richard Mackson/Ritzau Scanpix
NBA går planmæssigt i gang i slutningen af juli, selv om 16 spillere blev testet positiv i seneste massetest.
Der er ingen grund til at frygte for NBA's genstart i slutningen af juli, selv om den senest massetest af spillere i basketball-ligaen viser, at spillerne ikke er gået fri af coronavirus.
Det siger NBA-kommissær Adam Silver, efter at ligaen meddelte, at 16 ud af 302 coronatest foretaget i torsdags var positive.
- Min ultimative konklusion er, at vi ikke kan overvinde virusset i den nærmeste fremtid, og det må vi leve med, og det er derfor, at vi har planlagt sæsonafslutningen på den måde, som vi har, siger Adam Silver ifølge AFP.
Når NBA-sæsonen genoptages 30. juli, kommer det til at foregå i Disney World i Orlando. Her vil man skabe et lukket miljø, så der ikke kan komme smittekilder udefra.
- Der er grund til, at vi har designet NBA-lejren, som vi har gjort. Det er et lukket miljø, og selv om det ikke er uigennemtrængeligt, er vi beskyttet for smittetilfældene omkring os. Derfor er vi stadig meget trygge ved at skulle være i Orlando.
- Vi kommer aldrig til at sige, at vi ikke ændrer planer, for den her virus har lært os, at der er mange uforudsigelige ting. Vi kommer til at holde øje med udviklingen dagligt, men lige nu er vi meget komfortable med vores plan, siger Adam Silver.
Smittetilfældene i USA galoperer stadig afsted. I området omkring Orlando er antallet af smittetilfælde firedoblet i løbet af en måned.
Det kan stadig komme på tale helt at aflyse den resterende del af sæsonen, men i så fald skal et "betydeligt" antal spillere være smittede på samme tid.
- Hvis en enkelt spiller tester positiv, og det er lige meget, om det er en allstar-spiller eller en vandbærer, så skal spilleren i karantæne, og vi vil forsøge at lave smitteopsporing, siger Adam Silver.
NBA-sæsonen har været på pause siden 11. marts.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker