NBA-mestre bliver ydmyget i Houston efter intern splid
Chris Paul (til venstre) og Houston Rockets trak det længste strå, da holdet havde besøg af Kevin Durant (til højre) og de forsvarende mestre fra Golden State Warriors. Foto: Troy Taormina/Ritzau Scanpix
Troy Taormina/Ritzau Scanpix
Golden State Warriors tabte til Houston Rockets, få dage efter at to af holdets profiler var i stort skænderi.
Selv om de forsvarende NBA-mestre fra Golden State Warriors har fået en overbevisende start på sæsonen i verdens bedste basketball-liga, så er der de seneste par dage også kommet et par skår i glæden.
Det kulminerede foreløbigt med et klart nederlag natten til fredag dansk tid.
Her tabte Golden State Warriors med cifrene 86-107, da holdet var på besøg hos Houston Rockets.
Kampen var den første, hvor Warriors-profilerne Kevin Durant og Draymond Green igen spillede sammen, siden de tidligere på ugen kom i et voldsomt skænderi i forbindelse med et nederlag til Los Angeles Clippers.
Durant blev angiveligt sur over, at Green ikke afleverede bolden i de døende sekunder i kampen mod Clippers. Det fik efterfølgende Green til at råbe højlydt efter Durant, og episoden kostede Green en kamp i skammekrogen.
Derfor var den temperamentsfulde forsvarsspecialist ikke med, da Warriors natten til onsdag vandt over Atlanta Hawks.
Det var han til gengæld i nattens opgør mod Rockets. Det var dog ikke noget overbevisende comeback. Green scorede ikke et eneste point og blev blandt andet også noteret for fem mistede bolde.
Warriors-stjernen Stephen Curry var fortsat på bænken med en skade - og måske var det netop Curry, der manglede for gæsterne.
I hvert fald havde Warriors usædvanligt svært ved at sætte point på tavlen, og som kampen skred frem, kom Rockets længere og længere foran.
Tidligt i fjerde quarter så det ud til, at Warriors erkendte nederlaget, og mange af holdets stjerner blev sat på bænken for at hvile sig.
Hos hjemmeholdet blev stjernen James Harden topscorer med 27 point.
Kevin Durant blev gæsternes topscorer med 20 point.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker