NBA-stjerne sætter personlig pointrekord uden effekt
Nikola Jokic scorede 56 point, men det hjalp ikke Denver Nuggets til sejr i NBA-kampen mod Washington Wizards. Foto: Patrick Smith/Ritzau Scanpix
Efter 16 NBA-nederlag i træk fik Washington Wizards bremset stimen trods 56 point fra udeholdets Nikola Jokic.
En personlig pointrekord fra Nikola Jokic var ikke nok til at sikre Denver Nuggets en NBA-sejr over Washington Wizards, der hjemme vandt 122-113.
Jokic scorede ellers næsten halvdelen af holdets point, men lige meget hjalp det. De 56 point fra Jokic var kun nok til historiebøgerne.
Tidligere i karrieren havde Jokic lavet 53 point for Denver Nuggets i en kamp i slutspillet i 2023 og 50 point i grundspillet i 2021.
Den store serbiske basketballspiller tog stort ansvar og bidrog også med 16 rebounds og 8 assists, men uden at det gav udbytte.
Jokic er ikke den spiller i Denver Nuggets, der har scoret flest point i klubbens historie. Det er David Thompson med 73 point i 1978.
På forhånd var Denver Nuggets favorit til at vinde kampen, men sådan kom det ikke til at gå.
Washington Wizards havde tabt hele 16 kampe i træk, men bundholdet fik altså brudt den kedelige stime trods Jokic' magtdemonstration.
For hjemmeholdet, der senest vandt 30. oktober, scorede Jordan Poole 39 point, og han blev hyldet af publikum i slutsekunderne.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker