N'Doye bryder FCK-måltørke i Lyngby

Dermed fører FCK fortsat Superligaen med tre point ned til FC Nordsjælland, som søndag vandt over HB Køge.

FCK-angriberne Dame N'Doye og Cesar Santin fandt omsider vej til målet efter et par kampe med manglende skarphed på FCK-holdet.

Indskiftede Pape Pate Diouf sparkede på kassen, og N'Doye var hurtigst over riposten fra Lyngby-keeper Nicklas Højlund. 1-0-målet blev scoret kort før pausen.

FCK havde forinden Lyngby-kampen spillet to skuffende 0-0-kampe i træk mod FC Midtjylland og Silkeborg, så københavnerne var sultne efter at få hul på bylden.

Et kvarter før tid fordoblede Santin føringen med en afslutning, der ramte stolpen og gik ind. Kort forinden havde brasilianeren brændt en stor chance.

Der er dog stadig lang vej til det spil, som gjorde FCK til mester sidste sæson. FCK er ikke specielt skræmmende i det offensive spil, og idéerne på midtbanen mangler ofte.

Til gengæld har FCK kun lukket to mål ind i de første fem kampe i foråret, så defensiven må siges at være en force. Men også defensivt var der små sprækker.

Lyngby var farlige i kontraspillet, når FCK hang med for mange spillere på Lyngbys banehalvdel.

Og når Lyngby spillede hurtigt kombinationsspil, havde FCK'erne ofte svært ved at følge med.

Lyngby-angriberen Patrick Mortensen fik derfor lov til at reducere til 1-2 syv minutter før tid. Men tættere kom Lyngby ikke på point, for alt for ofte manglede effektiviteten foran FCK's mål.

I stedet cementerede N'Doye sejren med kampens sidste scoring til 3-1 efter et nydeligt oplæg fra Santin.

Der har været meget uro på tilskuerpladserne i forbindelse med FCK's udebanekampe, men i Lyngby opførte de lidt over 4000 tilskuere sig pænt i de meste af kampen.

Men i slutminutterne blev der kastet med et enkelt kanonslag og affyret nogle romerlys i det område, hvor FCK-fansene havde sit fanafsnit. Dommeren valgte dog at lade spillet fortsætte.

FCK har nu 48 point efter 23 kampe, mens FCN følger lige efter på andenpladsen med 45 point.

Det ser fortsat sort ud for Lyngby, som med nederlaget er placeret under nedrykningsstregen sammen med HB Køge. Lyngby har seks point op til Sønderjyske, der mandag møder AGF på udebane.

/ritzau/

Foto: © Lars røNbøg, Sportsagency.Dk /Scanpix

FC København kom tilbage på vindersporet med en 3-1-sejr ude over Lyngby.

Offentliggjort Sidst opdateret