Nederlag overskygger Europa-avancement for FCK-spillere
FC Københavns Andreas Bjelland (til venstre) havde svært ved at glæde sig over at være gået videre i Europa League, efter at FCK havde tabt 0-1 på hjemmebane til Malmö FF. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det var svært at spore glæde og jubel hos FC København-spillerne, efter at de var gået videre i Europa League.
Med en udsolgt Parken og en afgørende gruppekamp var der lagt op til et brag af en kamp, da FC København torsdag aften tog imod Malmö FF i årets Europa League.
Trods hjemmebanefordelen tabte FCK efter en uskøn kamp 0-1 til de svenske naboer.
Derfor var det også en række skuffede FCK-spillere, som torsdag aften mødte pressen efter nederlaget til Malmö FF.
For selv om resultaterne flaskede sig, så københavnerne gik videre fra gruppen, så nagede nederlaget og påvirkede stemningen i det københavnske omklædningsrum.
Det fortæller FCK's midtbanespiller Nicolaj Thomsen.
- Det er en rigtig blandet følelse. Vi er skuffede over, at vi ikke gik ud og dominerede en kamp som denne. Vi sad i omklædningsrummet og var glade for at være gået videre, men øjebliksbilledet tog lidt over.
- Vi skal lige hjem og sunde os, og når alle kan se lidt mere klart, så er det med et smil på læben.
- Vi satte os et mål om at gå videre i Europa, og det har vi gjort nu, så vi kan være okay stolte, men kampen overskygger det lidt lige nu, lyder det fra Nicolaj Thomsen.
Også holdets forsvarsspiller Andreas Bjelland har svært ved at glæde sig over, at holdet er gået videre til 16.-delsfinalen i Europa League.
Han havde før kampen fortalt, at han så frem til at spille den afgørende gruppekamp foran en fyldt Parken. Derfor var forsvarsspilleren også ekstra skuffet over sit holds præstation.
- Der har været så meget hype omkring denne kamp, så mange tilskuere på lægterne, så jeg er skuffet på vores egne vegne og rent spillemæssigt over ikke at give lidt tilbage til alle dem, som var dukket op.
- Når man spiller i sådan en kulisse, så skal det betyde noget. Skuffelsen skal være det første, når man har tabt en fodboldkamp, mener Bjelland.
Selv om FCK tabte til Malmö, så kan holdet alligevel se frem til at spille 16.-delsfinale efter jul.
Det skyldes, at det kun lykkedes Dynamo Kiev at spille 1-1 hjemme mod Lugano, hvormed ukrainerne ikke skubbede FCK væk fra andenpladsen i gruppen.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet