Nedrykker raser over DBU: Snydere bliver favoriseret
Skive IK er godt og grundigt trætte af, at Dansk Boldspil-Union (DBU) har ladet FC Hjørring blive i 1. division.
DBU havde i første omgang frataget Hjørring licensen for næste sæson, da klubben ikke levede op til de økonomiske licenskrav. Fredag omgjorde DBU så den beslutning, da Hjørring blandt andet har fået tilsagn om sponsorstøtte.
FC Hjørring slipper dermed for at blive tvangsnedrykket til 2. division. Her må Skive IK ned, da klubben sluttede næstsidst i 1. division.
Skive-formand Jeppe Jepsen mener, at DBU lader klubberne kæmpe på ulige vilkår.
- På basis af tilsagn om indskud - og ikke på basis af reelle betalinger - ændrer man afgørelsen, og lader Hjørring fortsætte i 1. division under forudsætning af, at kapitalen faktisk fremskaffes, skriver formanden på Skive IK's hjemmeside.
- Der åbner sig det scenarium, at man - når der er spillet mange kampe i efteråret - ser, at Hjørring ikke har opfyldt sin plan, og derfor - med DBU's velsignelse - har spillet ulovligt, nemlig uden at opfylde de kapitalkrav, øvrige klubber følger.
- På det tidspunkt må DBU tage Hjørring ud af turneringen, og så har man igen ved skrivebordet ødelagt en sportslig afvikling af turneringen, skriver Jeppe Jepsen videre og fælder en hård dom over DBU.
- Ved at gøre vold på sine egne regler - i strid med sit eget licensudvalg - har licensklagenævnet favoriseret snyderne på de lovlydige klubbers bekostning. Det er vist det, der kaldes at skyde sig selv og licensreglerne i foden.
For at få licensen fra DBU skal klubbernes egenkapital som minimum udgøre 25 procent af lønbudgettet, og det kunne FC Hjørring ikke leve op til i første omgang.
Økonomiske tilsagn fra sponsorer har været medvirkende til, at klubben alligevel har fået en licens for næste sæson.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde