Nedrykningsfaren kommer nærmere efter nyt nederlag

For sjette gang i træk måtte Team Sydhavsøernes spillere gå skuffede fra banen. Foto: Thomas Lærke Jensen

Team Sydhavsøerne leverede en godkendt indsats mod Aarhus, men det rakte ikke til hårdt tiltrængte point.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Krisen kradser videre for Team Sydhavsøerne, der gik på juleferie med endnu et nederlag.

Det skadesplagede TSØ-mandskab, der kom ud til kampen med fem nederlag i bagagen, tog fra starten kampen op med Aarhus Håndbold, der kom til Maribo med ni sejre i træk og samlet andenplads i 1. division efter suveræne HØJ.

Værterne kom foran 2-1, men så stak aarhusianerne en smule af og bragte sig foran med fire scoringer, da Team Sydhavsøerne blev ramt af et par udvisninger.

Gæsterne kom foran med 11-7 og 12-8 og det lignede en sikker pauseføring til Aarhus.

Men i de sidste minutter af første halvleg fik keeper Nichlas Ludvigsen sat nogle gode redninger ind, og da der samtidig kom en smule mere flow i angrebsspillet, fik Team Sydhavsøerne hentet ind op mod pausen, hvor Pætur Mikkjalsson ti sekunder før halvlegssignalet fik reduceret til stillingen 13-14.

Team Sydhavsøerne havde fået et minimalt overtag, men det varede desværre ved.

De første ti minutter af anden omgang var jævnbyrdige, men så sneg der sig en række tekniske fejl, som blev kostbare.

Aarhus ændrede stilingen fra 15-16 til 16-21 på nogle minutter, og det forspring fik Team Sydhavsøerne aldrig has på.

Frederik Kiszka fik reduceret til 21-25 med ti minutter tilbage, men da Emil Sønderskov Hansen efterfølgende skød Aarhus-keeper Rasmus Bech i ansigtet og fik en to-minutters udvisning var det slut med forhåbninger om hårdt tiltrængte point selvom afstanden blev reduceret til to scoringer undervejs.

Point fik Team Sydhavsøerne ikke, da Aarhus kunne rejse hjem med en sejr på 30-25.

Med nederlaget er Team Sydhavsøerne kommet et point nærmere nedrykningsstregen, da Odder lige under den kriminelle streg fik uafgjort 23-23 mod Rækker Mølle. Dermed er afstanden til de hold, der rykker ud, nu nede på to point.

Ikke siden 2007 har lollikkerne tabt seks kampe i træk. Dengang endte det med nedrykning.

Team Sydhavsøerne spiller først igen 24. januar på hjemmebane mod Odense.