Nervøs Djokovic i semifinalen: Må være bedre mod Nadal
Novak Djokovic viste tegn på nerver, da den serbiske verdensetter onsdag spillede sig videre til semifinalerne ved French Open.
Djokovic vandt med 6-3, 7-6 og 7-5 over tyske Tommy Haas, men favoritten havde svært ved at få afgjort kampen. De mange nerver lover ikke godt for det kommende opgør mod den forsvarende mester Rafael Nadal i semifinalen.
- Jeg bliver nødt til at forbedre mit spil i næste kamp. Nadal er i storform, men min sejr over ham i Monte Carlo har givet mig selvtillid. Jeg er positiv, siger Djokovic.
Serberen startede med stort overskud mod Tommy Haas og var næsten suveræn i sine egne servepartier. Hele otte gange vandt Djokovic sit eget serveparti uden at tabe en eneste duel til sin ellers velspillende modstander.
Haas gjorde det nemlig godt, og tyskeren var på vej til at nappe andet sæt, som blev afgjort i en tiebreak. Tommy Haas førte 4-2, men tabte alligevel tiebreaken med 5-7.
Kampen så ud til at nå en mental afgørelse, da Novak Djokovic brød Haas' serv og bragte sig foran med 2-1 i tredje sæt. Men tyskeren fik rejst sig og brudt tilbage på sin første breakbold i hele kampen.
Djokovic kom dog foran med 5-3 og lignede en sikker vinder, men så satte nerverne ind. Haas fik afværget en matchbold og udlignet til 5-5, før Djokovic brød tilbage og vandt kampen.
Djokovic' kommende modstander Rafael Nadal slog Stanislas Wawrinka i sin kvartfinale. I den anden semifinale møder David Ferrer og hjemmebanehåbet Jo-Wilfried Tsonga hinanden.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker