New York Marathon skaber heftig debat
New York er i gang med at komme sig efter orkanen Sandy.
Alligevel meldte borgmester Michael Bloomberg onsdag ud, at byens legendariske maratonløb New York Marathon afvikles søndag som planlagt. Men den beslutning er alle bestemt ikke enige i - for eksempel senator Liz Krueger.
- Jeg kan forstå på borgmesteren, at maratonløbet indbringer de lokale forretninger en masse penge, men lad os være ærlige. I ingen af byens distrikter kører det normalt rundt endnu, siger demokraten til New York Times.
James Molinaro, chef for bydelen Staten Island, er heller ikke meget for borgmesterens idé om at afvikle begivenheden som planlagt.
- Herre gud. Det, som vi oplever her, er forfærdeligt, en katastrofe. Hvis de vil løbe, så må de løbe for sig selv. Dette er ikke tiden til en parade, siger han.
Maratonløbet skal efter planen skydes i gang på Verrazano Narrows Bridge på Staten Island.
Arrangørerne af løbet har selv aflyst fredagens åbningsceremoni. Også et hyggeløb i Central Park på fem kilometer lørdag som optakt til maratonløbet er aflyst.
Borgmester Bloomberg sagde onsdag blandt andet følgende:
- Nogle siger, at vi må aflyse, men der er mange små virksomheder, som er afhængige af dette arrangement.
- Vi må tænke på økonomien. Mange mennesker kommer til byen for det her arrangement. Det er en stor begivenhed for New York.
Det er endnu uvist, om selve ruten til maratonløbet ændres på grund af de ødelæggelse, Sandy har forsaget.
50.000 løbere stiller til start.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker