Newcastle-stjerne slipper med betinget dom for bettingsag
Sandro Tonali nåede at spille 12 kampe for Newcastle, inden han i oktober sidste år blev idømt ti måneders karantæne. (Arkivfoto). Foto: Scott Heppell/Reuters
Sandro Tonali meldte sig selv og slipper med en betinget straf og bøde for 50 brud på bettingreglerne.
Newcastles italienske midtbanespiller Sandro Tonali er sluppet billigt for 50 brud på Premier Leagues regler om betting.
Straffen lyder således på to måneders betinget karantæne, skriver Newcastle på det sociale medie X.
Det betyder med andre ord, at han er klar til at spille igen, når hans nuværende karantæne for en sag om betting i Italien løber ud til august, så længe han ikke bryder reglerne i mellemtiden.
Ifølge Newcastle har det engelske fodboldforbund i sin vurdering af Tonalis overtrædelser lagt vægt på, at han meldte sig selv og desuden har det efterfølgende samarbejde været "ekstraordinært og uden fortilfælde".
Ud over karantæne skal italieneren betale en bøde på 20.000 pund, der svarer til cirka 175.000 kroner.
23-årige Tonalis overtrædelser i England skete i månederne efter hans skifte fra Milan til Newcastle i 2023, og umiddelbart inden han blev idømt ti måneders karantæne for brud på de italienske bettingregler.
Som en del af den straf skulle han under behandling for ludomani, og den fortsætter, mens han træner med holdkammeraterne i Newcastle, skriver klubben.
Den hårdtarbejdende midtbanespiller nåede 12 kampe for Newcastle, inden han røg på sidelinjen sidste år.
I en anden sag om brud på bettingreglerne i England blev Brentford-topscorer Ivan Toney sidste år idømt otte måneders ubetinget karantæne for mere end 200 overtrædelser i løbet af en fireårig periode.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned