Sæsonens positive Premier League-overraskelse fra Newcastle, som senest har imponeret med en storsejr over Manchester United, måtte lørdag slide for sejren i FA Cuppens tredje runde, hvor holdet først til allersidst sikrede sig en 2-1-sejr over Blackburn.
I det rene Premier League-opgør var ligaens bundprop fra Blackburn, som i den forrige Premier League-runde sensationelt også slog Manchester United, foran 1-0 indtil 20 minutter før tid, da Hatem Ben Arfa udlignede.
Den argentinske kantspiller Jonás Gutiérrez blev matchvinder i overtiden for Newcastle, der ikke havde Peter Løvenkrands med.
Målmand Thomas Sørensen fik en fridag og var slet ikke involveret i Stokes udekamp mod Gillingham fra den fjerdebedste række, og selvom værterne var foran 1-0, sejrede favoritterne fra Stoke til sidst med 3-1.
Tottenham, som i disse dage for alvor truer Manchester City og Manchester United i toppen af Premier League, havde tydeligvis ligaen i tankerne i hjemmebanekampen mod Cheltenham fra den fjerdebedste række.
Spurs-manager Harry Redknapp havde i hvert fald sparet en række stamspillere til opgøret. Men det gjorde ikke noget, da værterne sejrede med 3-0.
At Tottenham-truppen også har en vis brede, var kampen et godt eksempel på. Angriberne Jermain Defoe og Roman Pavlyuchenko samt den tidligere FC Barcelona-reserve Giovani Dos Santos scorede målene for Tottenham.
Andre Premier League-hold som Everton, Fulham, Norwich og West Bromwich gik også videre, mens Wigan til gengæld er ude efter 1-2-nederlag ude til Swindon fra den fjerdebedste række.
Wolverhampton, Bolton og Queens Park Rangers skal ud i omkampe efter uafgjorte opgør.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker