Neymar og Brasilien holder sig på suveræn kurs mod VM
Neymar kysser bolden, inden han skal skyde straffespark. Han missede sit forsøg, men fik lidt senere lov til at sparke om, men først efter at Ecuador var midt i et angreb. Foto: Diego Vara/Reuters
Diego Vara/Reuters
Neymar brændte et straffespark, men fik lov til at sparke om og scorede, da Brasilien slog Ecuador med 2-0.
Stjerneangriberen Neymar og det brasilianske landshold er godt på vej mod næste års VM i Qatar.
Natten til lørdag hentede Brasilien på hjemmebane den femte sejr i ligeså mange kampe i den sydamerikanske VM-kvalifikation, da Ecuador blev besejret med 2-0.
Neymar var involveret i begge værternes scoringer, der dog lod vente på sig mod Ecuador, der kæmper med i toppen af kvalifikationen.
Først med 25 minutter tilbage kom brasilianerne foran, da Richarlison gjorde det til 1-0 efter forarbejde fra Neymar.
Dybt inde i overtiden blev det 2-0 på et straffespark efter et komisk forløb, som mange formentlig vil huske kampen for.
Dommeren havde først dømt frispark mod Brasiliens Gabriel Jesus, men efter et fire minutter langt VAR-tjek, blev de brasilianske værter i stedet tildelt et straffespark.
Det blev Neymar sat til at eksekvere, men Paris Saint-Germain-stjernens svage spark blev reddet, og Ecuador satte hurtigt et angreb i gang.
Midt i Ecuadors angreb besluttede dommeren sig for at dømme omspark til Neymar, og denne gang havde angriberen bedre held med sit forsøg og gjorde det til slutresultatet 2-0.
Brasilien har nu 15 point efter fem kampe og topper kvalifikationen foran Argentina med 11 point. Ecuador har ni point på tredjepladsen.
De fire bedste mandskaber i Sydamerika kvalificerer sig direkte til VM i Qatar, mens nummer fem kan sikre sig adgang via playoff.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker