Neymar sender Santos i VM-finale

De brasilianske mestre fra Santos er klar til VM-finalen for klubhold, efter holdets 19-årige stjerneangriber Neymar scorede et drømmemål i 3-1-sejr over japanske Kashiwa Reysol.

Dermed er der lagt op til en drømmefinale på søndag mellem Santos og FC Barcelona, hvis spanierne som forventet vinder sin semifinale over Al Sadd fra Qatar. Den kamp spilles torsdag.

Neymar er den mest ombejlede fodboldspiller uden for Europa og jagtet af adskillige europæiske topklubber som Real Madrid og Barcelona. Onsdag viste han hvorfor.

Efter 19 minutter mod de japanske mestre bragte Neymar favoritterne fra Santos foran 1-0 knap 20 meter fra mål med et flot langskud.

Meget overraskende har Neymar - modsat mange landsmænd før ham - valgt at forlænge sin kontrakt med Santos frem til 2014.

Neymars holdkammerat Humberlito Borges, som har en fortid i japansk fodbold, fordoblede føringen fem minutter senere,

Kashiwa Reysol reducerede til 1-2 efter 54 minutter ved Hiroki Sakai, og det bragte lidt spænding ind i kampen igen.

Men Santos cementerede sejren 10 minutter senere på et direkte frispark af backen Danilo Luiz da Silva, som i modsætning til Neymar, allerede har sagt ja til et skifte til europæisk fodbold, hvor FC Porto bliver ny arbejdsgiver i 2012.

/ritzau/

Brasilianske Santos er i VM-finalen for klubhold, efter blandt andre Neymar scorede et mål i semifinalen.

Offentliggjort Sidst opdateret