NFC-FORMAND RYSTER IKKE PÅ HÅNDEN

De store skuffelser har været i overtal for Nykøbing FC efter sommerpausen. I søndags kom endnu en af slagsen i lokalderbyet mod Næstved, der endte med et nederlag på 0-3. Arkivfoto: Ingrid Riis

Tager den nuværende situation i bunden af 1. division meget alvorligt, men kursen bliver ikke ændret af den grund.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det har været noget af en lidelseshistorie at følge Nykøbing FC efter sommerferien. Kun et enkelt point er det blevet til i de første seks kampe og en øjeblikkelig sidsteplads i 1. division.

Men det får ikke Nykøbing FC's bestyrelsesformand Tage Nielsen til at ligge søvnløs om natten.

- Lad mig slå fast, at vi naturligvis ikke er tilfredse med den nuværende placering. Vi havde i bestyrelsen forventet mere, og havde også en tro på, at vi kunne slutte i top 6 med den trup, der er til rådighed.

Ingen katastrofe

- Der må vi bare konstatere, at vi har overvurderet den nuværende trup. Vi troede ganske enkelt, at truppen stod et bedre sted efter et flot forår, hvor mange af vores egne unge talenter fik spilletid. Men efteråret har vist, hvad rutine og erfaring betyder, og de unge spillere har for få at læne sig op af, konstaterer Tage Nielsen, der dog samtidig slår fast:

- Skulle det ende med en nedrykning, så er det ingen katastrofe. Det har andre klubber gjort før os og kommet stærkt tilbage, ligesom vi gjorde sidste gang. Så skulle vi rykke ned, så er målsætningen at komme tilbage hurtigst mulig, ligesom sidste gang, siger Tage Nielsen, der senest så Nykøbing FC rykke ned i 2020, for at rykke op igen året efter.

Men han understreger også samtidig:

- Vi vil gøre alt for at undgå nedrykningen. Det skal der slet ikke herske tvivl om. Men al statistik siger, at med den placering, vi har på Danmarks-kortet og med den økonomi, vi har til rådighed, så vil nedrykningsspøgelset dukke op engang imellem. Det er vel kun Hillerød i 1. division, der har et lavere budget end os, konstaterer Tage Nielsen.

Før denne sæson sagde man farvel til Mikkel Andersen og Mathias Kristensen, der blev solgt til Lyngby, mens Andreas Holm og Nicolai Jessen stoppede karrieren. Mathias "Malte" Johannsen og Kristian Lindberg forlod også klubben. Rutinerede kræfter der ikke umiddelbart er blevet erstattet. I stedet har man valgt at satse på klubbens egne talenter, hvor tre af dem fik deres første kontrakt.

Årsagen skal findes i de økonomiske ressourcer.

- Det er de barske realiteter. Vi har ikke de samme penge at lege med, som vores konkurrenter, og vi er også nødt til at kigge på regnskaberne, siger Tage Nielsen.

Sidste år havde Nykøbing FC et underskud på 4,6 millioner kroner, og i de foregående år har der også været røde tal på bundlinjen.

Mange bidrager

Én ting vil han også gerne mane i jorden.

Det er ikke manager Claus Jensen selv, der lægger alle pengene, hvis der skal nye spillere til, slår formanden fast.

- Det er selskabet, der betaler, og der har vi heldigvis mange trofaste sponsorer og aktionærer, så det er en opgave, der bliver løftet i fællesskab.

Holdet skriger på forstærkninger, men om de kommer, inden transfervinduet lukker 1. september er, også for Tage Nielsen, uvist.

Tror på konceptet

- Der kan komme alt mellem nul og tre spillere ind. Det hele skal passe sammen. Har vi økonomien til at betale den pågældende spiller og vil nogen overhovedet skifte til os, som stillingen ser ud lige nu, spørger Tage Nielsen, der ikke fortryder, at man ikke valgte at skrive kontrakter med nogle af de mange spillere, som bød sig til før sommerferien, da NFC var et attraktivt sted at spille med en top-6-placering i 1. division som seneste resultat.

- Der valgte vi at tro på vores egne unge spillere, og det gør vi fortsat. Det er vores strategi, og den følger vi. Det er dem, der skal spille på vores førstehold på den lange bane, men lige nu skal vi have spillere ind, som de kan støtte sig til, og som kan gå direkte ind og forstærke os fra dag et. Ellers bruger vi dem, vi har, slutter han.