NFC henter tårnhøj spiller i Hillerød

Asger Højmark-Jensen (tv) bliver hilst velkommen af cheftræner Claus Jensen. Foto: Privat

Asger Højmark-Jensen har tegnet kontrakt med Nykøbing FC for resten af foråret.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Nykøbing FC har gennem nogle uger ledt efter en afløser for spidsangriberen Emeka Nnamani, der blev solgt til 1. divisionsklubben B.93.

Og nu er forwarden måske fundet. Efter at have set den rutinerede prøvespiller an i et par uger i både træning og kamp har falstringerne skrevet kontrakt med 28-årige Asger Højmark-Jensen for resten af foråret med udløb ultimo juni.

Den tårnhøje angriber, der målet 1,97 meter, havde kontraktudløb hos Hillerød ved årsskiftet og kan derfor som fri på markedet lave aftale, efter "vinduet" lukkede for tre uger siden.

- Jeg er glad for at, vi får en erfaren "target"-mand i forreste linje, som passer godt ind i vores spilsystem, og som allerede er faldet godt til, siger NFC-cheftræner Claus Jensen.

Asger Højmark-Jensen har i sin seniorkarriere spillet for Vanløse, Avarta, AB og altså senest Hillerød, hvor han bl.a. scorede mod Nykøbing FC i en 3-1 sejr i efteråret 2022.

- Jeg kender både Brogaard og Angus fra min tid i AB. De har fortalt mig om et træningsmiljø, som tiltaler mig, og så var der ikke langt til handling, da jeg blev tilbudt en kontrakt, fortæller Asger Højmark-Jensen.

- Jeg glæder mig til at vise mig frem og selvfølgelig få noget spilletid, og hvis det går godt, kan jeg sagtens se mig hernede også i den nye sæson, siger forwarden, der ser sig selv som en decideret ni'er i forreste linje af angrebskæden.