NFC smed alt væk i overtiden

Skuffede NFC-spillere forlader stadion i Skive efter et 3-2-nederlag dybt inde i overtiden. Foto: Thomas Jensen

Skive scorede sejrsmålet dybt inde i dommerens tillægstid.

Offentliggjort Sidst opdateret

SKIVE, FOLKETIDENDE Fodbold er somme tider ubarmhjertigt.

NFC havde kæmpet en vis legemsdel ud af bukserne, efter at de helt håbløst var kommet bagud med 2-0.

Først reducerede indskiftede Sebastian Koch og med tre minutter igen lykkedes det Mathias Kristensen at udligne på et hovedstød.

Dommeren signalerede fire minutters tillægstid, og da stadionuret rundede 94 minutter fik Skive tilkendt det skæbnesvangre hjørnespark, hvor Jeppe Mogensen tæt under mål fik sparket bolden i kassen.

NFC'erne smed sig på græsset, for dommeren nåede knapt at fløjte op igen, før han fløjtede af.

Men falstringerne har kun dem selv at takke for den grumme skæbne.

Et aldeles ordinært Skive-mandskab med hele seks stamspillere ude med skader burde aldrig have voldt NFC problemer.

Skive overlod bolden til NFC, der gennem de første 75 minutter var aldeles ufarlige, med alt for meget kønsløst boldmassage, der ikke førte til andet end en håndfuld forkølede afslutninger, der aldrig blev farlige.

Hjemmeholdet havde dog heller intet foran Jannich Storchs mål. Deres taktik var simpel. Erobre bolden i opspillet, og så send de to fløjraketter Sebastian Denius og Thomas Santos afsted mod mål.

Det havde gæsterne luret lige indtil fem minutter efter pausen, hvor Mikkel Andersen begik et klodset straffespark på Sebastian Denius, der selv eksekverede.

Målet fik ikke NFC til at vågne synderligt op.

De pressede på, men blev sjældent farlige, og da Mathias Thrane lavede en fejlaflevering på tværs af Skives straffesparksfelt gik det i ekspresfart den modsatte vej, og på en veludført kontra kunne Sebastian Grønning gøre det til 2-0.

Cheftræner Claus Jensen skiftede friske kræfter ind og med et kvarter igen reducerede Sebastian Koch, da han løb en lang bold i kassen for næsen af Skive-keeper Marcus Bobjerg.

NFC havde fået færden af point, og med tre minutter igen sendte Mikkel Andersen et indlæg ind i feltet, som Mathias Kristensen sikkert headede ind.

Kampen kunne nu gå til begge sider, men till allersidst gik det Skives vej.

Nederlaget sender NFC i akut nedrykningsfare, og bedømt på de seneste kampe, så peger pilen den gale vej.

Spillemæssigt mangler der især på udebane en del, og det held som et fodboldhold også skal have, og gøre sig fortjent til, har fuldstændig forladt Claus Jensens tropper, der stadig er over nedrykningsstregen i 1. division, men når weekenden er omme, kan man ligge under stregen, hvis de øvrige resultater ikke flasker sig.

Der er dog 10 kampe tilbage begyndende med lokalopgøret næste søndag på hjemmebane mod Næstved.