NFH åbner slutspillet med nøglekamp og revanchelyst
Sofie Bardrum (med bolden) og resten af NFH-spillerne kommer på en hård opgave, når de gulblusede i aften indleder slutspillet i Kvindeligaen med en udekamp mod København Håndbold. Arkivfoto: NFH
.
NFH kan allerede i slutspillets første kamp i aften tage et vigtigt skridt mod DM-semifinalerne.
Efter halvanden uges landskamppause skal der igen trækkes i de gule trøjer og blå shorts og smøres harpiks på hænder og sko, når slutspillet i Kvindeligaen i håndbold begynder i aften. For NFH's vedkommende er det lige på og hårdt med en vigtig nøglekamp på udebane mod ærkerivalerne København Håndbold.
Det er ikke mere end to en halv uge siden, at de samme to hold mødtes på den samme bane, og dengang vandt københavnerne relativt klart med fem mål.
Men nu er det slutspillet, det gælder, og da NFH modsat København har et point med over i slutspillet, kan falstringerne med en sejr i aften allerede slå et tidligt hul ned til København.
Og cheftræner Jakob Larsen fornemmer, at NFH-spillerne er fuldstændig klar over situationens alvor og den mulighed, der ligger foran dem.
- Vi har haft et par gode træninger med masser af intensitet, og jeg kan mærke, at pigerne er det rette sted. Sidst, vi mødte København, manglede vi lige de sidste 10-15 procent, og dem skal vi kunne finde i aften. Vi kender betydningen af slutspillet, og derfor vil vi også være oppe på de højeste nagler, siger Jakob Larsen.
Intensitet og fight
De to hold kender hinanden rigtig godt, så det bliver formentlig svært at komme med en masse nye taktiske træk, der kan udmanøvrere modstanderen. Derfor handler det langt hen ad vejen om intensitet og fight.
- Hvis vi finder det rette energiniveau og den rette aggressivitet og samhørighed i forsvaret, så skal det virkelig koste kræfter for dem at score mod os. Vi må bare ikke gå fra kampen og føle, at vi ikke gav os 100 procent, lyder det fra Jakob Larsen, som også forventer, at dommerne vil tillade mere fysik, end det har været tilfældet i grundspillet.
Både København og NFH er kendt som hold, der gerne vil spille hurtigt, og det regner Jakob Larsen også med bliver tilfældet i aften.
- Det ligger ikke til København at tage den med ro op ad banen. De vil sikkert lægge pres på os i deres kontrafase, så det bliver en tempofyldt kamp, siger NFH-træneren.
Selvom de to hold altså kender hinanden særdeles godt og næppe kan overraske hinanden voldsomt på det taktiske, så har NFH'erne alligevel lidt ekstra med i tasken.
- Vi har trænet lidt forskellige taktiske ting i forhold til det, vi forventer, der kommer fra København, siger Jakob Larsen uden at ville løfte sløret mere for, hvad han mener.
NFH stiller med de samme 16 spillere, som vandt den sidste grundspilskamp i Silkeborg forrige lørdag. Der er kampstart i Frederiksberghallerne klokken 20.30, og kampen kan føles direkte på både Radio SydhavsØerne og TV2 Sport.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik