NFH-forsvarskrumtap efter sejr: - Vi havde det mentale overtag
NFH's forsvar havde problemer med at styre Horsens-playmakeren Mai Kragballe, der her udfordrer Stine Eiberg Jørgensen (tv) og Aimée von Pereira. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Målene haglede ind i begge ender, men de gulblusede havde styr på begivenhederne, mente forsvarsdirigenten efter kampen.
NYKØBING: En sejr på 33-31 lyder ikke som det allermest overbevisende, men ikke desto mindre var fornemmelsen hos Stine Eiberg Jørgensen, der styrer NFH's midterforsvar sammen med Aimée von Pereira, at Horsens aldrig havde muligheden for at komme helt op i søndagens hjemmekamp i Spar Nord Boxen.
- De spiller noget rigtig flot syv mod seks-spil, som vi har problemer med i perioder, men jeg synes, at vi mod slutningen af kampen får bedre fat. De har i mange kampe været tæt på men ikke fået noget ud af det, og det tror jeg ligger i baghovedet på dem, da vi går ind i de sidste minutter af kampen.
- Der havde vi det mentale overtag, mente Stine Eiberg Jørgensen, der ikke var med i angrebsspillet men havde tiltro til, at holdkammeraterne i offensiven nok skulle lave de nødvendige mål.
- Jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at vi nok skulle lave de mål, der skulle til, for vi kommer til gode chancer og har energien hele vejen igennem. Vi brænder lidt for meget men får også mange afslutninger, sagde Stine Eiberg Jørgensen efter kampen.
NFH-fløjen Matilde Vestergaard skiftede før denne sæson fra netop Horsens til NFH, og hun fik de første 30 minutter på højre fløj og scorede fire gange.
Horsens drillede
- Horsens' syv mod seks-spil drillede os lidt, og vi kæmper lidt med at få lukket det ned. Men vi spiller virkelig godt angrebsspil og kommer til mange store chancer, sagde Matilde Vestergaard, der har fået lidt mere spilletid på det seneste.
- Det kan jeg bestemt godt mærke. Det giver bare et bedre flow med regelmæssig spilletid, lød det fra venstrefløjen, der i dag drager til Spanien på træningssamling med det danske U/20-landshold.
I øvrigt sammen med holdkammeraten Julie Seeberg, der også skal med til de sydligere himmelstrøg.
Horsens har slet ikke leveret det, der var forventet af dem forud for sæsonen, og en aktuel 12. plads er langt fra indfrielsen af ambitionerne i klubben, men indsatsen mod NFH var opløftende, mente træner Claus Mogensen.
- Vi er rigtig godt tilfreds med præstationen. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ikke fik noget med hjem, for det var ikke helt umuligt. Vores syv mod seks-spil fungerer rigtig godt, men vores største udfordring er, at der bliver scoret alt for mange mål imod os, konstaterede Claus Mogensen, der har haft en svær sæson uden mange opløftende momenter.
- Vi har stort set kun tre bagspillere til rådighed, og det betyder, at vi kæmper med at få træningen op på højt nok niveau. Det har været vores problem i hele sæsonen.
- Det får vi forhåbentligt ændret på frem mod den kommende sæson, hvor vi skal have balanceret truppen lidt bedre og skal have hentet flere bagspillere ind, lød det fra Claus Mogensen, der skiller sig af med ni spillere efter denne sæson.
Seneste artikler
Historisk hus slår dørene op efter stor restaurering
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Mystiske madbakker vakte undren: Kommer de fra Fælleskøkkenet?