NFH går videre i pokalen uden kamp

Mens Team Sydhavsøerne ærgrede sig over store mistede entreindtægter, da pokalkampen mod GOG/Svendborg gik i vasken på grund af fynboernes konkurs, kan NFH glæde sig over sparede udgifter på en tur til Sydfyn.

Men begge lokale 1. divisionsklubber er videre til sjette og sidste lokalrunde i DHF’s Landspokalturnering - uden at spille. Team Sydhavsøerne slap som nævnt videre hos mændene, da GOG/Svendborgs Ligahold faldt for en konkurs.

NFH’s kvinder skulle oprindelig have spillet mod Tveds 3. divisionshold i sidste uge, men den blev aflyst på grund af snestormen og i stedet programsat til i aften i Tved-Hallen.

Men allerede søndag aften blev falstringerne kontaktet af Tveds træner, der var i bekneb for kvalificerede spillere på grund af mange skader.
- Tved kunne godt have stillet hold, men kampen ville ifølge fynboerne ikke have haft nogen sportslig værdi, fortæller Ib V. Pedersen, NFH, der ikke alene kan glæde sig over fynsk fair play.
- Vi har tilmed i hvert fald sparet 6-7.000 kroner på bustur og broafgift, vurderer NFH-kassereren.

Foto: F.K.K.

Sydfynske Tved var ikke i stand til at stille et slagkraftigt hold og trak sig uden kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret