NFH har ny forlængelse på plads

Sofie Bardrum har forlænget kontrakten med NFH, så den nu løber frem til sommeren 2025. Foto: Hans Kurt Frederiksen

Klubben er nået til enighed med stregspiller Sofie Bardrum om en ny et-årig aftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Puslespillet omkring den kommende sæsons trup i NFH er i fuld gang, og nu er endnu en af de uafklarede brikker faldet på plads.

Stregspilleren Sofie Bardrum har forlænget sin kontrakt, der stod til udløb til sommer, med yderligere en sæson, så den nu løber frem til sommeren 2025.

Den 27-årige Sofie Bardrum kom til NFH fra Ajax København tilbage i sommeren 2022, men fik meget af sin første sæson ødelagt af en knæskade.

Ï denne sæson har hun været helt fit for fight og scoret 60 mål i 17 kampe i Håndboldligaen.

- Jeg befinder mig godt i klubben og har det godt med de øvrige spillere og trænerne på holdet. Jeg har det godt i faste rammer og mavefornemmelsen sagde, at jeg skulle blive i NFH. Der har også været andre klubber inde i billedet, men jeg valgte at fortsætte i NFH, lyder det fra Sofie Bardrum, der kun har forlænget med et enkelt år.

- Det skal man nu ikke lægge så meget i. Det hænger sammen med min egen situation, da jeg gerne vil se hvilket hold, der tegner sig efter næste sæson, og så har jeg jo et lidt skrøbeligt knæ, som var en prioritering fra klubbens side, siger Sofie Bardrum om kontraktforlængelsen.

Udover Sofie Bardrums underskrift har NFH også papir på norske Caroline Aar Jakobsen til den kommende sæson på stregpositionen.