NFH henter svensk landsholdsfløj
Clara Lerby (her i kamp for det svenske landshold) skifter til NFH til sommer på en toårig kontrakt. Arkivfoto: Anders Wiklund, TT/Ritzau Scanpix
.
NFH fortsætter oprustningen til næste sæson. Seneste skud på stammen er en svensk landsholdsspiller.
Håndboldligaklubben NFH er i fuld gang med at sammensætte truppen til den kommende sæson, hvor Niels Agesen tager over som cheftræner efter Jakob Larsen.
Og nu kan klubben præsentere endnu en ny spiller, der tiltræder efter sommerferien. Det er den svenske landsholdsspiller Clara Lerby, som i øjeblikket spiller for ligakonkurrenterne EH Aalborg.
Hun kommer til Nykøbing på en toårig kontrakt.
Clara Lerby er 25 år og spiller venstre fløj. Dem har klubben to af i forvejen, men ifølge NFH er det planen at have tre venstrefløje i næste sæson, så man er godt dækket ind på positionen.
Clara Lerby er udtaget til det svenske landshold, der skal spille EM senere på måneden, og hun kender i forvejen NFH’s svenske målvogter Sofie Börjesson.
- Jeg ser det som det næste skridt i min karriere. Jeg tror, at NFH vil passe godt til mig både som spiller og som person. De har et godt publikum, og jeg kan godt lide at spille for et engageret publikum. Og så vil de gerne spille med i de europæiske turneringer, og det vil jeg også, siger hun.
Stor målfarlighed
Clara Lerby var med til at sikre EH Aalborg oprykning til Kvindeligaen i sidste sæson, og efterfølgende blev hun kåret til årets kvindelige 1. divisionsspiller.
Hun er indtil videre noteret for 38 mål på 49 afslutninger i ligaen i denne sæson, og netop målfarligheden beskriver hun selv som en af sine styrker.
- Og så er jeg god til at løbe kontra, og jeg er en meget energifyldt spiller. Jeg stiller høje krav til mig selv og til holdet, og jeg vil altid gerne vinde, fortæller hun til Folketidende.
Har fulgt hende i flere år
Hos NFH glæder man sig til at byde den unge svensker velkommen i gult og blåt.
- Vi har fulgt Clara gennem flere år og har været imponerede over hendes udvikling. Hendes målsnit taler for sig selv, og det har været et stort ønske fra vores kommende trænerteam at hente hende til klubben.
- Clara er en spiller med et dedikeret mindset og en professionalisme, der passer perfekt til NFH’s ambitioner. Hun er en type spiller, der både kan løfte os på banen og bidrage til det professionelle miljø omkring holdet. Vi glæder os til at byde hende velkommen, siger Søren Jakobsen fra NFH i en pressemeddelelse.
Clara Lerby begyndte karrieren i Trelleborg i Sydsverige, før hun skiftede til Kungälv og siden til Lugi i Lund, hvor hun blandt andre spillede sammen med nakskovitten Emma Navne, der tidligere har spillet i NFH.
Clara Lerby har spillet 26 U-landskampe og indtil videre 10 A-landskampe for Sverige.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet