NFH i Europa-debut i Boxen med klar ambition

NFH's Caroline Aar Jakobsen får europæisk debut for sin nye klub i aften mod hendes landsmandinder fra Storhamar. Foto: Hans Kurt Frederiksen

Ambitionen er Final-4 for NFH, der indleder den europæiske kampagne i aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: - Når man én gang har prøvet at være der, så skal man selvfølgelig have ambitionen om at komme tilbage igen.

Sådan lyder det fra NFH-træner Jakob Larsen inden klubben tager hul på denne sæsons European League, hvor man i fjor nåede helt til turneringens afsluttende Final-4 stævne i Østrig og tabte finalen til Ikast.

Ikast er ikke med i denne sæson, da de er avanceret til Champions League, og NFH er efter sidste års placering topseedet i turneringen blandt de fire hold, der undgik kvalifikationskampe og således er gået direkte i gruppespillet.

I NFH har man siden indvielsen af den nye Spar Nord Boxen i september ventet på at kunne præsentere europæisk håndbold i hallen og dermed undgå de besværlige flytninger til Arena Næstved, da den gamle Nykøbing F. Hallen ikke levede op til europæiske standarder.

Alt det er nu fortid, og Jakob Larsen ser frem til at spille europæisk på den "rigtige" hjemmebane.

- Det glæder vi os til, og jeg synes også efterhånden, at vi har vænnet os til den nye hal, og publikum får skabt den stemning, der skal til.

Kampen mod Storhamar, er ifølge NFH-træneren, af stor betydning.

- Det er en nøglekamp for os. Det er ekstremt vigtigt at holde sin sti ren på hjemmebane, og så vil vi også gerne godt i gang med turneringen, lyder det fra Jakob Larsen, der stadig har problemer på målvogterpositionen, da Cecilie Greve er småskadet og Catharina Fiskerstrand Broch af private årsager ikke er til disposition.

Det betyder at tredjekeeper Line Christiansen igen kan få en fremtrædende rolle, som hun havde i onsdags mod København, hvor hun med et par store redninger i slutfasen var med til at sikre sejren.

Der er kampstart lørdag klokken 18.00 i Spar Nord Boxen.