NFH kom i gang ved halvtid

Foto: Taastrup-Ishøj dækkede offensivt og meget aggressivt. Her forsøger Rikke Bisgaard forgæves at komme igennem. Foto: Ingrid Riis

NFH-pigerne hentede lørdag eftermiddag sin femte sejr i sjette kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret

25-17 kan lyde som en flot og sikker sejr. Men cifrene skjuler, at første halvleg nok var den dårligste, der er spillet i Nykøbing F. Hallen i denne sæson.

Gæsterne fra Taastrup-Ishøj dækkede offensivt forsvar, og de gik i den grad til vaflerne. NFH-spillerne tog de forkerte beslutninger over for den opdækning. Alt for ofte løb de direkte ind i duellerne med de aggressive københavnere.

Da nykøbingenserne samtidig var uskarpe på sine chancer, kneb det gevaldigt med at lave mål. Kun otte styks blev det til i første halvleg.

Men de gæstende oprykkere råder over et meget begrænset angrebsrepertoire, og da Line Pedersen samtidig havde en god dag i målet, blev det en meget målfattig første halvleg. NFH førte 8-5 ved pausen.

Anden halvleg blev betydeligt bedre. NFH spillede hurtigere, afleveringerne lå bedre og nykøbingenserne undgik konfrontationerne med de stærke gæster.

NFH endte derfor med en forholdsvis sikker sejr alligevel på 25-17.

Topscorere blev Tine Mikkelsen og Sarah Iversen med seks mål hver.

Med sejren avancerede NFH fra fjerde- til tredjepladsen, som Roskilde dog har chancen for at tage tilbage søndag.