NFH leverer storslået mirakel - Tvinger Odense ud i ny semifinale
NFH leverede miraklet mod Odense og skal spille ny DM-semifinale på lørdag. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Sæsonens suverænt bedste indsats af NFH, da Odense blev sendt hjem med noget at tænke over og en altafgørende DM-semifinale på lørdag.
NYKØBING: Miraklernes tid er ikke forbi.
NFH blev nærmest kølhalet ud af Odense Idrætshal i søndags med et nederlag på 39-21 i den første DM-semifinale, men rejste sig på forrygende vis tirsdag aften i Spar Nord Boxen.
Hjemmeholdet startede ellers lige så skidt som afslutningen på kampen i søndags, og kom bagud med 0-3 inden Mona Obaidli fik reduceret.
Den dårlige start tog træner Jakob Larsen hurtigt konsekvensen af og tog en tidlig time out allerede efter tre minutters spil
Amalie Wulff blev skrottet som spilstyrer til fordel for Kristina "Mulle" Kristiansen, og det bragte NFH bedre med i kampen, da angrebsspillet også blev ændret til syv mod seks.
Det var dog gæsterne, der var i teten på måltavlen, og havde det ekstra gear, når NFH kom for tæt på.
NFH, der var uden en sygdomsramt Tyra Axnér, men til gengæld havde Sofie Bardrum med igen, fik reduceret til 7-9 og 8-10 og op mod pausen kunne en træfsikker Lærke Nolsøe gøre det til 12-13.
En sen uheldig udvisning til Aimée von Pereira forvandlede dog pausestillingen til en tremålsføring til Odense, da Dione Housheer få sekunder tid bankede bolden i mål til halvlegsstillingen 12-15.
Men NFH kom stærkt ud efter pausen og udviste langt mere mod i aktionerne. Pludselig var Odense til at ryste, og efter godt ti minutters spil, kunne Lærke Nolsøe udligne til stillingen 19-19.
Ole Gjekstad tog en timeout på Odenses trænerbænk, og satte igen Althea Reinhardt ind i målet efter at hollandske Yara ten Holte havde startet anden halvleg med kun en enkelt redning.
Det blev også 20-19 ved Caroline Aar Jakobsen, der dermed bragte NFH foran for første gang i semifinaleserien.
Men det var kun indledningen på en fantastisk NFH-periode. Caroline Aar Jakobsen rystede fynboerne alvorligt, da hun gjorde det til 25-21 på kontraløb. Odense måtte igen ty til timeoutknappen og spille syv mod seks med 11 minutter tilbage.
Spar Nord Boxen kogte som aldrig før. Odense var i den grad på krogen.
En fantastisk stemning bar NFH frem i slutfasen, og da der manglede tre minutter var NFH foran med fire mål.
Den føring kom ikke i fare i slutfasen, hvor NFH dansede sig til en sejr på 33-29. Den første over Odense i fem år.
Der er tredje og altafgørende semifinale på lørdag i Odense Idrætshal.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned