NFH PRYGLER KØBENHAVN I MÅLFEST

Opbakningen til NFH i Frederiksberg-Hallen var forrygende. Foto: Thomas Lærke Jensen

I et vanvittigt tempo sikrede NFH sig fjerdepladsen i Håndboldligaens grundspil med en sejr over København på hele 40-34.

Offentliggjort Sidst opdateret

FREDERIKSBERG, FOLKETIDENDE: NFH viste absolut topform i kampen om den vigtige fjerdeplads i Håndboldligaen og vandt i et mægtigt støjinferno med 40-34  over København efter 22-15 ved pausen.

Gæsterne, der var fantastisk bakket op af gule supportere fik en forrygende start og kom foran 6-1.

Et effektivt 5:1-forsvar var nøglen til succes og københavnerne måtte efter bare fem minutter slå over i syv mod seksspil.

De fik reduceret til 4-7 og og 8-10, men helt op kom de aldrig, og da NFH også havde særdeles godt fat i Københavns Stine Jørgensen kunne NFH trække fra til en pauseføring på hele 22-15, da Marie-Hélène Sajka udnyttede et straffekast.

Anden halvleg blev spillet i lige så højt tempo, men det var stadig NFH der var i teten og hele fik svaret tilbage på de små tilnærmelser, der kom fra København.

Føringen blev også udbygget til 30-22 i en hæftig målfest, der sådan set først sluttede ved slutfløjtet.

Seks mål vandt NFH med og det sikrer dem fjerdepladsen i grundspillet og slutspilspulje der udover NFH består af Odense, Viborg og Aarhus United.