NFH SLAP FRA RUMÆNIEN MED LILLE NEDERLAG

Elma Halilcevic blev topscorer for NFH med seks mål i 29-32 nederlaget til rumænske Ramnicu Valcea i den første af kvartfinalerne i European League. Arkivfoto: Ingrid Riis

Falstringerne var under pres bagud med otte mål, men en stærk slutspurt reddede et tåleligt nederlag på 29-32 til Valcea i den første kvartfinale i European League.

Offentliggjort Sidst opdateret

VALCEA: Drømmen om at komme i Final-4 i European League lever for NFH.

Ganske vist tabte falstringerne den første kvartfinale mod rumænske SCM Ramnicu Valcea, der foran et meget støjende og medlevende publikum vandt 32-29 efter 16-14 ved halvleg.

Men det var et tåleligt nederlag især på baggrund af de store problemer, som NFH løb ind i midt i anden halvleg, hvor værterne bragte sig foran 27-19, men et par udvisninger til hjemmeholde blev dyre. NFH kom stærkt tilbage og fik begrænset nederlaget, så der er håb forude for returopgøret i Arena Næstved næste søndag.

NFH fulgte godt med i første halvleg, hvor Marie-Hélène Sajka åbnede med fire scoringer, men forsvaret fik dårlig fat, og der var næsten ingen redninger fra Cecilie Greve.

Det blev ikke bedre efter sideskiftet, hvor falstringerne blev bombet tilbage, inden det igen lykkedes at finde fodfæste mod slutningen af opgøret, hvor Valcea lavede mange tekniske fejl, som kynisk blev udnyttet med kontrascoringer og scoringer i tomt mål.

Til allersidst kunne NFH endda have reduceret til minus to men kiksede et fremstød og må altså leve med at skulle hente tre mål i returopgøret.

Elma Halilcevic blev topscorer for NFH med seks mål.