NFH solgte sig dyrt

Foto: Trine Frederiksen og co. fulgte godt med oprykningsfavoritterne, men manglede det sidste, da kampen skulle afgøres.

Nykøbing-pigerne pressede længe oprykningsfavoritterne fra Ringkøbing. Men vestjyderne vandt 23-19.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lignede på forhånd et gratis skud i bøssen for NFH, da nykøbingenserne søndag skulle møde oprykningsfavoritterne fra Ringkøbing. Men det var lige ved at blive et pletskud.

Vestjyderne havde svært ved at få spillet til at flyde i første halvleg, og NFH førte blandt andet 6-5 i en tæt halvleg.

Halvlegens sidste fem minutter blev imidlertid dyre for falstringerne. NFH begik flere tekniske fejl og blev straffet på kontra. Ringkøbing rykkede fra 10-10 til 13-10.

I anden halvleg kæmpede NFH sig tilbage med en stærk Sandra Mittet i målet og en veloplagt Camilla Maibom som playmaker. Der stod 17-16 til værterne med 14 minutter tilbage.

Topholdet viste sig dog skarpest, da opgøret skulle afgøres. Måske også på grund af deres bedre bredde. Ringkøbing vandt 23-19.