NFH står overfor en meget stærk modstander: - Det er nøglen til at få succes
Jakob Larsen, cheftræner for NFH, mener, at det er fortjent, at bagspilleren Stine Eiberg Jørgensen er udtaget til EM. Onsdag bliver hun desuden vigtig mod Ikast Håndbold. Arkivfoto: Ingrid Riis
Ingrid Riis.
Ikast Håndbold ligger lidt to point over NFH i kvindeligaen. Jakob Larsen, cheftræner for NFH, påpeger, at nøglen til at få succes er at begrænse jydernes kontraspil.
Når NFH-spillerne onsdag løber på banen i Ikast, står de over for en stærk modstander.
For selvom Nykøbing-holdet ånder jyderne i nakken, kun to point bagud, erkender cheftræner Jakob Larsen, at det ikke bliver en smal sag.
- Det er en modstander, vi har haft svært ved de sidste par sæsoner. Det er ikke nogen hemmelighed. Omvendt har jeg set, at de i år har haft det svært mod de bedste, forklarer han.
De store tophold
Selvom Ikast ifølge Jakob Larsen gjorde det "okay" mod Odense Håndbold, endte deres seneste opgør målmæssigt med en afklapsning.
33-25 lød resultatet.
Men Odense Håndbold er sammen med Esbjerg Håndbold et nøk bedre end alle de andre, og Ikast ligger lige under, fortæller træneren.
- Så har vi os andre, der ligger på 10 point, som skal kæmpe hårdt om fjerdepladsen. Om Ikast er nede i den pulje eller ej, vil aftenens kamp selvfølgelig vise. Men med den erfaring og rutine, som Ikast besidder, og deres arsenal af landsholdsspillere, synes jeg, de hører til lige lidt over den pulje, hvor vi selv ligger lige nu, siger Jakob Larsen.
Eiberg til EM
Det kan godt være, at Ikast har et arsenal af landsholdsspillere, men tirsdag kom det frem, at også Nykøbing Falster Håndboldklub får en spiller med til EM for Danmark. Bagspilleren Stine Eiberg Jørgensen står nemlig over for sin slutrunde-debut.
Og Jakob Larsen mener, at landstræneren Jesper Jensen har truffet det helt rigtige valg.
- Efter hendes (Stine Eiberg Jørgensens, red.) præstation i Norge til Golden League, var jeg faktisk ikke så overrasket. Jeg synes, at hun har gjort det virkelig godt, og hendes evner i defensiven er meget, meget store. Derfor synes jeg, at det er helt på sin plads at tage hende med. Hun kan om nogen sørge for, at et forsvar bliver godt, tæt og kompakt, siger Jakob Larsen.
I kampen mod Ikast får NFC virkelig også brug for Stine Eiberg Jørgensen. Jyderne er særligt stærke i kontrafasen, fortæller Jakob Larsen, så hvis Nykøbing ikke behandler bolden godt, kan det hurtigt gå galt.
- Det er meget vigtigt, at vi spiller vores angrebsspil med tålmodighed og sikkerhed. Det er nøglen til at få succes. Hvis vi kan komme ned og stå etableret, jævnfør Stine Eiberg (Jørgensen, red.), har vi gode muligheder for at holde dem fra fadet. Vi skal generere gode chancer, vi kan score på, spille sikkert og spille tålmodigt. Det er måden at undgå deres ekstremt gode kontrafase.
Der er kampstart kl. 18:30 og opgøret kan følges direkte på Radio SydhavsØerne.
Seneste artikler
Lalandia bruger tocifret millionbeløb på nyt område
Lukas' studentervogn lagde vejen forbi plejehjemmet: - Det giver sindssygt meget
Udsatte borgere til revy i Nykøbing: "Hylende skæg" sommerrevy
Strømafbrydelse på Lolland
Kongeskibet lagde til kaj i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Personer gik på motorvejen
Truet med bat og skudt i benet