NFH tabte bundopgør

En katastrofal første halvleg, som hjemmeholdet vandt 14-7, blev for kostbar for NFH, der ganske vist nåede op efter pausen men tabte i slutfasen. Ringkøbing vandt bundopgøret 24-20.

Offentliggjort Sidst opdateret

NFH's kvinder i Håndboldligaen fik en dårlig start på det nye år, idet falstringerne tabte det vigtige bundopgør i Ringkøbing.

Angrebsspillet var en ren katastrofe i første halvleg, hvor absolut intet lykkedes for falstringerne, der hurtigt kom bagud med fem mål og ved pausen 7-14.

Umiddelbart blev det ikke meget bedre efter pausen, idet Ringkøbing øgede til 16-10, men pludselig fandt NFH-spillerne modet i angrebet, og med 12 minutter tilbage var der udlignet til 17-17.

Men ved stillingen 21-20 til værterne røg Maria Dueholm Sørensen ud i to minutter, hvilket vestjyderne udnyttede til at score to mål og sluttelig vinde 24-20.

Topscorere for NFH blev Camilla Maibom og Mia Møldrup med hver fem mål.

Med nederlaget rykker NFH en plads ned i tabellen som nummer 11.

Læs mere om kampen i Ringkøbing i Folketidendes sportstillæg mandag.