NFH-træner efter sidste europæiske kamp: - Godt spillet af holdet

NFH vandt den sidste gruppespilskamp i European League over kroatiske Podravka med et enkelt mål. Foto: Hans Kurt Frederiksen

Der var kun æren at spille for, da NFH vandt med et enkelt mål over kroatiske Podravka.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Med sejren på 23-22 over Podravka i European Leagues sidste gruppespilskamp, der samtidig også var NFH's sidste europæiske indslag i denne sæson, kunne træner Jakob Larsen se tilbage på et gruppespil, der ikke forløb efter planen med hele fire nederlag, men det sidste indtryk var vigtigt, mente han.

- Jeg synes faktisk, at det var godt spillet af holdet. Det var en svær tilgang tilgang til kampen, da vi har mange spillere siddende ude med skader, og Alberte Kielstrup skulle have lidt pause samtidig med at Carolina Aar Jakobsen var syg. Men alligevel synes jeg vi har udmærket styr på kampen, til trods for, at vi må benytte en del spillere på nye positioner. Vi fører ikke stort på noget tidspunkt, men alligevel har jeg en fornemmelse af, at vi nok skal køre den hjem, lød det fra Jakob Larsen, der var glad for at det trods alt blev til en hjemmesejr i den sidste kamp.

- Vi slutter udmærket af i turneringen med to sejre af tre mulige. Det er i de tre første kampe, at vi taber det videre avancement, og især kampen nede i Vác blev rigtig dyr for os, konstaterede Jakob Larsen.

NFH skal i ilden igen på onsdag i den hjemlige Håndboldliga, når turen går til Ikast.