NFH venter knaldhårdt spil mod Slagelse

NFH rider på en bølge af positive resultater i 1. division og er nu ubesejret i seks kampe.

I eftermiddag skal der bogføres to point mere, når nykøbingenserne gæster Slagelse, der ligger tredjesidst, i Antvorskov-Hallen.

Men NFH-træner Susanne Møller Andersen forventer ingen rolig dag på kontoret - trods den store pointmæssige forskel på de to hold.
- Jeg tror, de er meget motiverede mod os. De har noget at revanchere fra det første opgør, hvor de følte sig bortdømt og tabte stort. Deres træner (Ivan Strandgaard, red.) har været ude at se mange af vores kampe på det seneste, og jeg er sikker på, at de vil kæmpe med næb og kløer for at tage point fra os, vurderer Susanne Møller Andersen og fastslår:
- Det bliver en kamp, som kommer til at give blå mærker på spillere som Sarah Iversen og Rikke Bisgaard.

Ikke desto mindre forventer NFH-træneren, at hendes mandskab viser, at der er en kvalitetsforskel.
- Hvis vores 6:0-forsvar står godt og har ligeså mange parader som mod Silkeborg-Voel, og vores kontrafase fungerer, vinder vi også i Slagelse, proklamerer eks-landsholdsspilleren, der står i spidsen for Nykøbing-pigerne.

Opgøret fløjtes i gang klokken 15:00 i Antvorskov-Hallen.

Foto: Rikke Bisgaard kan - ifølge sin træner - godt forberede sig på blå mærker i dagens udekamp mod Slagelse.

Slagelse kæmper hårdt for overlevelse, og det vil kunne ses i dagens kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret