NFL får flere kampe og større slutspil med ny overenskomst
Kansas City Chiefs er regerende NFL-mester. Patrick Mahomes (nummer 15) førte holdet til sejr i Super Bowl 54 i starten af februar. Foto: Mike Blake/Reuters
Mike Blake/Reuters
NFL's spillerforening har stemt for og dermed vedtaget en ny overenskomst i ligaen for amerikansk fodbold.
NFL-fans verden over kan se frem til mere hårdtslående amerikansk fodbold fra verdens bedste liga.
Søndag blev det således meddelt, at et flertal af medlemmerne i NFL's spillerforening har stemt for og dermed vedtaget en ny overenskomst, der løber til og med 2030-sæsonen.
Der var dog kun tale om et yderst spinkelt flertal. 1019 stemte for, mens 959 stemte imod.
Det betyder, at der er store ændringer på vej.
For første gang siden 1978 bliver NFL's grundspil således udvidet. Denne gang med en enkelt kamp, så hvert hold fremover skal i aktion 17 gange. Det forventes at blive implementeret tidligst i 2021-sæsonen.
Derudover kommer NFL's slutspil fremover til at bestå af 14 hold - det er to mere end hidtil. Det kan blive indført allerede til den kommende sæson, der starter i september.
Som modbetaling for at skulle spille flere kampe får spillerne fremover en større andel af ligaens indtægter - andelen stiger fra 47 procent i år til 48,5 procent.
Samtidig stiger mindstelønnen, som en stor del af ligaens spillere får. Eksempelvis stiger mindstelønnen for en førsteårsspiller fra cirka 3,4 millioner kroner til cirka 4,1 millioner kroner.
Der bliver også skabt flere job. Hold kan fremover have to spillere mere på holdet - 55 i alt - i løbet af sæsonen.
Forhandlingerne om en ny overenskomst har stået på i over et år. For nylig godkendte ligaens holdejere det forslag, som altså nu også er blevet godkendt af Spillerforeningen.
Flere af ligaens største stjerner har i de to uger, spillerne har haft til at stemme, ytret utilfredshed med aftalen. Blandt andet fordi de ikke vil spille flere kampe.
Kansas City Chiefs er regerende mester efter at have besejret San Francisco 49ers i Super Bowl 54 i starten af februar.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde