NFL-hold fyrer træner tre år efter Super Bowl-sejr

Doug Pederson fik fem sæsoner i spidsen for Philadelphia Eagles. Foto: Bill Streicher/Ritzau Scanpix

Doug Pederson er færdig i NFL-klubben Philadelphia Eagles, som har fyret den Super Bowl-vindende cheftræner.

Offentliggjort Sidst opdateret

NFL-holdet Philadelphia Eagles skal have ny træner.

Knap tre år efter sin Super Bowl-sejr over New England Patriots er cheftræner Doug Pederson blevet fyret.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Pederson blev ansat i 2016 og fik dermed fem sæsoner i spidsen for holdet fra delstaten Pennsylvania.

I tre af de fem sæsoner blev det til en plads i slutspillet, og i 2017-sæsonen gik holdet hele vejen og vandt Super Bowl 52 i Minnesota.

Men 2020, hvor Philadelphia Eagles blot vandt fire kampe og spillede en uafgjort i 16 kampe, var utilfredsstillende, forklarer holdejer Jeffrey Lurie.

- Jeg har brugt de seneste uger på at evaluere alt, der er sket i løbet af det seneste år, og se fremad. Vi er alle sammen skuffede over, hvordan sæsonen forløb, og vi er ivrige efter at vende det.

- Pederson og jeg har diskuteret, hvordan vi så på fremtiden. Efter at have reflekteret over disse samtaler tror jeg, det er i vores begges interesse at afbryde samarbejdet, siger holdejeren i meddelelsen.

Eagles havde store problemer i det netop overståede grundspil og missede dermed slutspillet.

Holdets dyrt betalte quarterback, Carson Wentz, levede slet ikke op til det potentiale, han viste tidligere i karrieren og blev sat på bænken i holdets 12. kamp.

I stedet blev andenrundevalget fra 2020-draften Jalen Hurts sendt i aktion, og trods lovende takter fra den 22-årige quarterback tabte holdet sine tre sidste kampe.