NFL rykker en kamp til Australien i 2026

Los Angeles Rams bliver den ene part af NFL-kampen i Melbourne. (Arkivfoto). Foto: Adam Hunger/Ritzau Scanpix

Australien og Melbourne bliver vært for en kamp med Los Angeles Rams i 2026, oplyser NFL.

Offentliggjort Sidst opdateret

Australien bliver i 2026 for første gang vært for en NFL-kamp.

Det skriver den amerikanske liga på det sociale medie X.

Melbourne Cricket Ground kommer til at danne ramme for opgøret, der får Los Angeles Rams som det ene hold.

Modstanderen er endnu ikke kendt, men sandsynligvis bliver det holdenes åbningskamp i sæsonen.

- At udvide til Australien og Melbourne, der er en smuk by og med en omfattende tradition for sport, understreger vores ambition om at blive en global sport og sætte fart på den internationale vækst, siger NFL's kommissær, Roger Goodell.

Den første NFL-kamp i udlandet blev spillet i London i 2007.

Siden har den engelske hovedstad været vært for en stribe kampe. Også Mexico og Tyskland har haft besøg af officielle kampe fra NFL, og sidste år blev Brasilien og São Paulo føjet til listen.

I 2025 er London vært for tre kampe, mens Berlin og Madrid får én hver.

/ritzau/