NFL-spiller er i markant bedring efter hjertestop
Holdkammerater så chokerede til, mens Damar Hamlin fik livreddende førstehjælp på banen. Foto: Dylan Buell/Ritzau Scanpix
Damar Hamlin har vist, at han er "neurologisk intakt", efter at han faldt om med hjertestop.
NFL-spilleren Damar Hamlin viser markante tegn på bedring, efter at han natten til tirsdag dansk tid faldt om med et hjertestop under kampen mellem Cincinnati Bengals og Buffalo Bills.
Det skriver sidstnævnte i et opslag på Twitter torsdag eftermiddag.
- Ifølge lægerne, der tager sig af Damar Hamlin på University of Cincinnati Medical Center, har Damar gjort bemærkelsesværdige fremskridt over de seneste 24 timer.
- Selv om han stadig er kritisk syg, har han vist, at han ser ud til at være "neurologisk intakt". Hans lunger fortsætter med at hele, og der er stabil fremgang, skriver holdet i opslaget.
Hamlin faldt til jorden efter ni minutter af opgøret mellem de to hold, der begge anses som bejlere til at ende i Super Bowl.
Læger fra begge hold blev hurtigt tilkaldt, og ud fra spillernes reaktion var det tydeligt, at noget var helt galt.
Flere af holdkammeraterne fra Buffalo Bills tog sig chokerede til ansigtet, mens andre græd.
Senere kom det frem, at Hamlin blev genoplivet, mens han modtog livreddende førstehjælp på banen.
Han blev overført til det lokale hospital, hvor fans, holdkammerater og familiemedlemmer nervøst har fulgt situationen.
Onsdag kom det frem, at der var tegn på bedring hos den 24-årige forsvarsspiller, og torsdagens melding er endnu et skridt i den rigtige retning.
På et pressemøde siger læger fra hospitalet ifølge adskillige journalister, at Hamlin har været i stand til at kommunikere på skrift, efter at han vågnede onsdag aften lokal tid.
De siger ifølge ESPN's Adam Schefter, at Hamlin spurgte, om holdet vandt kampen. Til det var svaret: "Ja, du vandt. Du vandt kampen for livet", lød svaret fra lægerne.
Bills-spilleren Kaiir Elam har også skrevet om holdkammeratens tilstand torsdag.
- Vores dreng har det bedre, er vågen og viser flere tegn på bedring. Tak, Gud. Bliv ved med at bede. All kærlighed til 3 (Hamlins trøjenummer, red.), skriver han på Twitter.
Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med NFL-kampen, som aldrig blev genoptaget natten til tirsdag.
NFL har dog understreget, at den i hvert fald ikke spilles færdig i denne uge.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker