NFL-spillere sagsøger ligaen for medicinbrug
Den amerikanske football-liga NFL risikerer at skulle betale store summer til spillere, som har modtaget smertestillende medicin.
Otte tidligere spillere har sagsøgt ligaen fordi de har fået ulovlig medicin som smertestillende midler for at kunne ignorere skader uden tanke for bivirkninger og fremtidige helbredsproblemer.
Det skriver nyhedsbureauet AFP onsdag.
Anklagen lyder på, at NFL sætter indtjening højere end spillernes sikkerhed og helbred, når man giver spillere medicin uden recept og uden at oplyse dem om bivirkninger og andre potentielle risici som afhængighed.
- Vi mener, at det er en markant sag, som måske kan hjælpe spillere og kommende spillere i fremtidige situationer som denne, siger Andrew Slutkin, der er partner i det advokatfirma, som har rejst sagen for spillerne.
I anklageskriftet står der, at spillerne blev dopet med smertestillende og beroligende medikamenter, som siden gjorde dem afhængige af stoffer.
- Jeg fik stoffer, som var opkvikkende, som beroligede og smertestillende midler, bare for at nævne nogle ting, mens jeg var i NFL, siger JD Hill, som spillede syv sæsoner for Buffalo Bills og Detroit Lions i 1970'erne.
- Jeg blev afhængig og endte på gaden efter min karriere. Jeg havde aldrig taget et eneste stof i mit liv, men jeg blev en junkie i NFL, fortsætter han.
En anden spiller, Jeremy Newberry, fortæller en lignende historie om sine år i Oakland Raiders og San Francisco 49'ers.
- Før kampene fik jeg og måske 15 andre spillere et skud Toradol - et antiinflammatorisk middel.
- Under kampene fik jeg ofte adskillige indsprøjtninger med smertestillende midler. Efter kampene fik jeg mindst to Vicodin (som også er smertestillende, red.) og til tider også andre piller. Og siden fik vi også sovemedicin, fortsætter Newberry.
Retssagen kommer utvivlsomt ubelejligt for NFL, som sidste år måtte indgå en aftale i en anden retssag med spillerne. Den handlede om hjernerystelser. Her måtte NFL acceptere at betale erstatninger for et beløb svarende til 4,1 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub