NHL-dansker melder sig klar til VM trods tidligere afbud
San Jose Sharks' center Alexander True er VM-klar for Danmark. (Arkivfoto) Foto: Jeff Chiu/Ritzau Scanpix
Jeff Chiu/Ritzau Scanpix
Alexander True fra San Jose Sharks har endegyldigt fået tilladelse til at spille VM for Danmark i maj.
Egentlig havde NHL-spilleren Alexander True fra San Jose Sharks meldt fra til VM i år, men nu kommer centerspilleren alligevel med.
Danmarks Ishockey Union (DIU) oplyser onsdag i en pressemeddelelse, at man endegyldigt har fået en aftale på plads med San Jose Sharks, så True kan spille VM for Danmark.
Den 23-årige dansker får dermed sin debut på nationalmandskabet, da sæsonerne i USA hidtil har forhindret ham i at spille landskampe.
- Vi ville meget gerne have Alexander med ind i truppen og har i de seneste dage haft gode samtaler med San Jose Sharks om hans deltagelse, siger landsholdets general manager, Kim Pedersen i pressemeddelelsen.
- Heldigvis faldt det på plads i går (tirsdag, red.), og vi glæder os til, at han på søndag møder resten af truppen i Riga.
True har i indeværende sæson spillet syv kampe for NHL-mandskabet. I alt har han 19 NHL-kampe på sit CV.
Også den tyske vicemester Phillip Bruggisser fra Wolfsburg er meldt klar til VM for Danmark.
Backen er allerede stødt til truppen og kan muligvis være med i onsdagens testkamp mod Norge i Rødovre.
Landstræner Heinz Ehlers må vente indtil VM-åbningskampen mod Sverige 22. maj med at kunne disponere over Alexander True.
Grundet coronarestriktioner og dertilhørende karantæneregler i værtslandet Letland bliver der langt færre spillere fra NHL ved VM i år.
Derfor skal de danske fans heller ikke gøre sig store forhåbninger om, at der kommer flere NHL-profiler ind i truppen.
- Vi er tæt på den endelige VM-trup, men der kan stadig komme enkelte justeringer frem mod afrejsen til Riga. Vi forventer dog, at Alexander True bliver den eneste forstærkning, der flyver ind fra Nordamerika, siger Kim Pedersen.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker