NHL-keeper tilslutter sig Danmarks trup i OL-kvalifikationen
Frederik Andersen kommer hjem til OL-kvalifikationen. (Arkivfoto). Foto: Karl B Deblaker/Ritzau Scanpix
Frederik Andersen kommer hjem fra sin NHL-klub og hjælper Danmark på vej mod OL.
Når Danmarks ishockeylandshold i august skal forsøge at kvalificere sig til OL, bliver det med en stærk sidste skanse.
NHL-keeperen Frederik Andersen har således meddelt landstræner Mikael Gath, at han kommer hjem og deltager i de tre kvalifikationskampe i Aalborg.
Det skriver Danmarks Ishockey Union på Metal Ligaens hjemmeside onsdag.
- Allerede første gang jeg talte med Frederik om OL-kvalifikationen, virkede han topmotiveret og klar til at spille for det danske landshold, siger Mikael Gath.
- Det er længe siden, han senest har været med, men han er fuldstændig klar til at hjælpe holdet, når det går løs i Aalborg. Han afsluttede sidste NHL-sæson meget stærkt, så der er ingen tvivl om, at det er en absolut klassemålmand, vi har fået ind i truppen.
Frederik Andersen har ikke spillet i rødt og hvidt, siden Danmark spillede VM på hjemmebane i 2018.
Den 34-årige herningenser tørner for tiden ud for Carolina Hurricanes. Tidligere har han spillet for Anaheim Ducks og Toronto Maple Leafs. I alt har han spillet 567 kampe i verdens bedste liga.
Også Mads Søgaard kommer hjem fra Nordamerika til OL-kvalifikationen. Han er til daglig på kontrakt hos Ottawa Senators, hvor han i sidste sæson fik seks NHL-kampe på cv'et. Han spillede mest hos klubbens farmerhold i AHL.
Frederik Dichow, der vogtede målet ved VM i maj, bliver den sidste mand i målmandstrioen i OL-kvalifikationen.
Danmark møder Storbritannien, Japan og Norge i OL-kvalifikationen fra 29. august til 1. september.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde