NHL-stjerne har brækket kæben efter slagskud på munden
Sidney Crosby har været altdominerende i NHL-ligaen i denne sæson, og derfor kommer det meget ubelejligt for Pittsburgh Penguins, at holdet nu må undvære sin kaptajn på ubestemt tid på grund af en brækket kæbe.
Det er ikke desto mindre konsekvensen af det uheld, der ramte den 25-årige ligatopscorer i lørdagens kamp mod Frans Nielsen og New York Islanders.
- Han så bedre ud, end jeg forventede. De kommende dage ser vi, hvordan tingene ser ud, og så bliver vi nok klogere på en tidshorisont, siger manager Ray Shero efter at have besøgt Crosby på hospitalet.
Et skud fra holdkammeraten Brooks Orpik blev rettet af, og pucken satte kurs direkte mod Crosby, der ikke kunne nå at reagere.
Han blev ramt lige på munden af den hårde gummiskive, og ud over en brækket kæbe kostede det ham også et par beskadigede tænder.
Sidney Crosby har fået de to seneste sæsoner ødelagt af et par hjernerystelser, og derfor frygtede man i første omgang, at hovedet endnu engang havde fået en rystetur, men det ser ikke ud til at være tilfældet.
Uheldet sker, netop som Pittsburgh er på vej til at slå ligarekorden for flest sejre i træk.
Striben er indtil videre nået op på 15, og dermed er man kun to sejre fra at slå Penguins' egen rekord på 17 sejre, som blev sat i 1992/93.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker