Niårig Væggerløse-dreng fører i kampen om DM

Foto: Privatfoto

Daniel Hasling er et kæmpe motorsportstalent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er knald på, når Daniel Hasling fra Væggerløse træder speederen i bund på gokarten i kampen om DM, hvor han før de sidste tre afdelinger indtager førstepladsen, men to modstandere er lige i baghjulet.

- Jeg fører med tre point, men det er ikke meget inden løbene i Skærbæk, Vordingborg og Ikast, hvor DM afgøres, siger Daniel Hasling.

Skoleeleven fra 4. klasse i Væggerløse har kørt sig op som et af de store talener i gokart via Sjællandsmesterskabet i 2017 og en fjerdeplads ved et dansk mesterskab, men i år har sejre i Grindsted og på Als sendt falstringen i spids.

Han har siden 2015 været fast kører i Dino Kart-teamet, og i år er sidste sæson for Daniel Hasling i mikrosæsonen, og det skulle gerne krones med DM.

Næste aldersgruppe er 10-14 år, og gokart-feberen betyder, at der ikke mere er tid til bl.a. fodbold, for talentet skal forfølges.

15 løb om året

- Jeg er mekaniker, og vi bruger megen tid på gokart, og der køres omkring 15 løb om året med træning på de baner, hvor der køres ugen efter, siger faderen Jesper Hasling.

Topfarten er tæt på 100 km/t, så der er noget at dirigere med, når kørerne slippes løs, og her er Daniel Hasling ofte helt i front og kneben favorit til DM.

Det hele startede på en lille bane ved restaurant Larsens Plads, Marielyst, men siden er det gået stærkt.

- Gokarten koster cirka 45.000 kr., og det er alle pengene værd, når startskuddet lyder, siger Jesper Hasling.

- Mit store idol er Lewis Hamilton fra England, og selv om det er meget tæt mellem tre kørere, håber jeg at slutte øverst på sejrsskamlen i Ikast, siger Daniel Hasling - gokarttalentet fra Væggerløse.