Nibali gennemfører vellykket operation efter Tour-styrt
Bahrain-Merida-rytteren Vincenzo Nibali er snart klar til at træne igen, efter at han er blevet opereret.
Den italienske cykelrytter Vincenzo Nibali har tirsdag gennemgået en operation i ryggen.
Operationen gik godt, meddeler hans hold, Bahrain-Merida, på Twitter.
Holdet meddeler, at den tidligere Tour de France-vinder kan genoptage træningen om få dage.
Tidligere i juli måtte Vincenzo Nibali udgå af netop Tour de France, som han vandt i 2014.
19. juli, kort før afslutningen på 12. etape, blev hans styr viklet ind i en kamerarem fra en tilskuer, hvorefter han styrtede på vej op ad det legendariske bjerg Alpe d'Huez.
33-årige Vincenzo Nibali gennemførte etapen, men han havde pådraget sig et brud på en ryghvirvel, så han kunne ikke stille til start på 13. etape.
Efter episoden meddelte Bahrain-Merida, at holdet ville undersøge mulighederne for at lægge sag an mod Tour de France.
Holdet mente, at sikkerheden omkring rytterne ikke havde været tilstrækkelig, da Nibali styrtede.
Italieneren er en af blot syv ryttere, der har formået at vinde alle tre Grand Tours.
Foruden Tour-sejren i 2014 har han vundet Giro d'Italia i 2013 og 2016 samt Vuelta a España i 2010.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned