Nice fyrer spiller for at stjæle Dolbergs ur

Kasper Dolberg har scoret to mål i Ligue 1, siden han i august skiftede til Nice. Uden for banen har danskeren også ufrivilligt trukket overskrifter. Foto: Yann Coatsaliou/Ritzau Scanpix

To uger efter at have stjålet et dyrt armbåndsur fra Kasper Dolberg er Mohamed Lamine Diaby-Fadiga fyret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 18-årige fodboldspiller Mohamed Lamine Diaby-Fadiga er færdig i fodboldklubben OGC Nice.

Hans kontrakt er blevet ophævet, efter at han har indrømmet at have stjålet et værdifuldt ur fra fra sin danske holdkammerat, Kasper Dolberg.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

- Efter at have stjålet Kasper Dolbergs ur i omklædningsrummet har klubben taget en beslutning om at ophæve angriberens kontrakt med øjeblikkelig virkning, lyder det blandt andet på hjemmesiden.

Silkeborgenserens ur forsvandt i Nices omklædningsrum 16. september.

Dolbergs stjålne armbåndsur har en værdi af cirka 70.000 euro, hvilket svarer til over en halv million kroner.

Ifølge den franske sportsavis L'Equipe har Mohamed Lamine Diaby-Fadiga angiveligt undskyldt tyveriet. Han skulle være gået med til at tilbagebetale Dolberg med urets værdi, såfremt danskeren trækker sin politianmeldelse af sagen tilbage.

L'Equipe skriver, at Diaby-Fadiga i stedet skal spille for Paris FC i Frankrigs næstbedste række.