Nicki Pedersen: Det har været en frustrerende sæson
Nicki Pedersen havde sin kæreste, Anna Natascha Öhlin Hoe, på besøg i ryttergården inden lørdagens VM-grandprix i polske Torun. Foto: Sportxpress/Free
Sportxpress/Free
Efter en skuffende sæson afventer Nicki Pedersen, om han får tildelt et wildcard til næste års VM-serie.
Speedwaykøreren Nicki Pedersen var ikke i stand til at køre sig i top-8 i den samlede VM-stilling.
Danskeren endte efter sæsonens ti grandprixer på en placering som nummer 11 og er dermed ikke automatisk kvalificeret til næste års serie.
Nu kan Nicki Pedersen kun håbe på et wildcard, som en komité på fire mand uddeler i kølvandet på lørdagens sidste grandprix i polske Torun.
- Det har været en meget frustrerende sæson i VM-grandprixerne, og der er ingen tvivl om, at der skal virkelig revurderes nogle ting, så vi får noget stabilitet.
- Det er frustrerende at ligge, hvor vi ligger lige nu. Nu må komitéen tage en beslutning. De har fire kørere, som de kan give wildcard. Så det er op til dem, siger Nicki Pedersen.
Hvad der skal ske i fremtiden, vil Nicki Pedersen først tage stilling til, når han ved, om han får et wildcard eller ej.
- Fornemmelsen er da ganske udmærket. Men det er ude af mine hænder. Når de har valgt, så tager jeg min beslutning efterfølgende, siger han.
Lørdag aften formåede Nicki Pedersen akkurat ikke at nå i semifinalerne med sine syv point.
- Jeg er selvfølgelig skuffet. Jeg er et point fra at være med i semifinalen. Vi manglede den sidste fart hele aftenen.
- Jeg fik tre andenpladser i træk, og så lavede vi en drastisk beslutning før mit femte og sidste heat. Det var en forkert beslutning, siger Nicki Pedersen.
I 20. og sidste heat endte Nicki Pedersen efter nogle justeringer på cyklen på sidstepladsen, og det var ikke nok til at nå blandt de otte bedste.
- Vi ledte efter et eller andet hele aftenen, og vi tænkte, at vi blev nødt til at gøre et eller andet.
- Vi følte sgu ikke, at vi havde det grej, der skulle til for at køre stærkt nok. Det var lige ved og næsten, siger Nicki Pedersen.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde